Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - November—December - Adolf Paul: Et Eventyr fra Ødemarken
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
928
Et Eventyr fra Ødemarken. 928
„Jeg vil gaa hjem," sagde Matti bare, stod op og gik et
Par Skridt. Han sukkede, for han var jo blind.
„Kom, — hjælp mig, — vis mig Vejen," bad han.
Den gamle roede ham over Søen og fulgte ham gennem
Skoven til Skovranden, hvor Stien gik.
„Gaa nu langs Stien, saa kommer du til din Hytte," sagde
han og gav Matti en Stok til at støtte sig paa. — »Hvis du ikke
skulde føie dig vel der, saa kom tilbage hid og vent. I Morgen,
i Overmorgen og alle følgende Dage kommer jeg her hen, til jeg
finder dig her."
Matti famlede sig alene videre frem til sit gamle Hjem.
Der gik hans Hustru op og ned og besørgede sin daglige
Gerning. Hun saa et Øjeblik hen ad Vejen. Der kom jo en,
som famlede sig frem med Stokken til venstre og saa igen til
højre, gik et Par Skridt og blev saa igen staaende.
Hun gik bort og spurgte ham, hvad han vilde. Han vendte
et fremmed, modbydeligt Ansigt imod hende, — et eneste, uhyre
Saar, med en Mund, som samtidig lo og spottede, naar han talte.
Men da hun hørte Stemmen, kendte hun Matti igen, og hun gav
sig til at skrige, som saa hun et Spøgelse for sig.
Til sidst tog hun Mod til sig og gik hen til ham.
„Du er i Live, Matti?" spurgte hun.
„Ja! Bjørnen vilde det vel ikke. Men den gamle, som bor
der langt borte ved Søen, reddede og helbredede mig. — Blind er
jeg nok, — men for Resten fejler jeg intet, slet intet, sagde Stakkelen,
som ingen Anelse havde om, at han saa saa modbydelig ud. Men
Konen saa det des bedre. Hun svarede ikke og kunde heller ikke
overvinde sig til at berøre ham. For Matti havde hun i sin Tid
følt en vis Ømhed, men denne græsselige Vanskabning opvakte
kun hendes Modvilje og Væmmelse.
Til sidst gav hun ham dog Haanden, førte ham ind i
Hytten og gav ham at spise.
„Spis Matti, — din Broder vil snart komme tilbage fra
Skoven."
Matti spiste Brød som et forsultent Dyr.
„Hvordan gaar det Naboen?"
„Han er for længe siden gaaet til Landsbyen for at hente
sig en Kone."
„Saa?"
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
