Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Januar - Nils Collett Vogt: En Bekendelse
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
9 En Bekendelse.
Jeg var kommen til at gaa længere, end jeg havde tænkt,
og vendte nu atter mine Skridt nedover mod Byen. Paa højre
Side af Vejen, hvor jeg gik, randt Elven muntert fossende afsted;
der laa smaa Huse og Hytter spredt op over Dalsiderne, og jeg
tænkte ved mig selv, at her kunde vi to passende bygge os en
Rede. Besynderligt nok, det faldt mig ikke med en Tanke ind,
at jeg ikke skulde være Mand for at vinde hende. Jeg tænkte
paa Hyblerne inde i Kristiania, fire kolde, hvide Vægge, ud af
hvilke der stod et Guvs af Fattigdom og Uhygge. For at leve
maatte jeg føie Glansen af en Drøm over mit Liv. Som naar
Solen har løftet sig over et Vinterlandskab, glitret i Sneperlerne,
blusset og glødet og saa pludselig slukkes med et Blaf bag
Fjeldkanten, — alt ligger i Kuldedamp og fryser, — saaledes vilde jeg
føie Livet, hvis der ikke var en Drøm, som spændte sin blaa
Himmel over det. Derfor behøvede jeg jo ikke at være nogen
Drømmer. I denne Forbindelse mindedes jeg pludselig, at jeg
samme Aften skulde mødes med Kammeraterne fra Sommerens
Feltøvelser til en Fællesfest, vi havde talt om under hele vort
Samvær og glædet os til som til noget lykkeligt, der ventede os.
Det havde været Drømmen den Gang! For længe siden! — —
Jeg sad paa Bænken, hvor jeg havde siddet om
Formiddagen og lyttede atter i Halvdrømme til Springvandets monotone
Rislen. Jeg tænkte paa al den Kærlighed, jeg havde nydt, paa
alle de salige Nætter, jeg havde gennemlevet, og alle de blanke
Dage, der var faldne som fra Himlen. Det var intet mod det,
der nu vilde komme, og mit Sind skælvede som det tunge
Løv over mit Hoved. Hvad skulde jeg sige hende, naar hun
kom? »Nej, er det dig?..... og saa strække begge Hænderne
ydmygt mod hende? Jeg vidste intet Udtryk paa Engelsk, der
paa samme Tid lød saa hjemligt og saa fortroligt. »Nej. er det
dig?" — hvor ofte havde jeg ikke mødt min Elskede med disse
Ord, der rummer saa megen Fryd og saa megen Længsel. Jeg
sank atter hen i Halvdrømme, hvori Springvandets Rislen
blandede sine Toner, da jeg hørte den knirkende Lyd af raske,
bestemte Skridt,- der kom nærmere. Jeg fo’r op med hver Nerve
spændt og med den heftigste Hjertebanken. Det var hende, som
kom. Hun var omklædt; det alvorsfulde Udtryk i hendes Ansigt
vidnede om, at hun havde taget en Beslutning, som hun nu kom
for at meddele mig. Hun nærmede sig hurtigt Bænken, hvor
jeg havde siddet, men jeg gav hende ikke Tid til at tale. Jeg
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
