Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Januar - Nils Collett Vogt: En Bekendelse
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
10
En Bekendelse.
sprang hende i Møde og takkede hende i de ømmeste Ord,
fordi hun kom, mens jeg ustandselig talende førte hende ved
Haanden og trods hendes svage Modstand ind i en afsides Gang,
hvor jeg halvt tvang hende ned paa en Bænk. Hun forsøgte en
Indvending, men jeg omfavnede hendes Knæ og kyssede hende
paa Mund, Kind og Pande, uafbrudt hviskende: „I love you, I
Jove you!" — Det kom saa pudsigt, saa amerikansk resolut, at
jeg endnu tydeligt mindes Klangen i hendes Stemme, da hun
pludselig rejste sig og sagde: „I feel, I shall love you — as
well now as later," hvorpaa hun roligt rakte mig Haanden.
Fire Dage derefter rejste de to ældre Damer, Glarys Tanter,
alene over til Hull. Hvorledes de havde ladet sig overtale hertil,
ved jeg oprigtigt talt ikke. Clary erklærede kort og godt, at hun
for sin Helbreds Skyld vilde forblive endnu en fjorten Dages Tid i
Landet, samt at hun i disse fjorten Dage ønskede at leve i
fuldkommen Stilhed. Da vi havde fulgt Tanterne til Bryggen og sagt
dem det sidste Farvel og kort efter vandrede alene gennem de
brede, mennesketomme Gader, følte vi begge, at vi var ganske
overladte til os selv. Jeg greb hendes Haand og kyssede den
ærbødigt. Prøvende søgte vore Blikke hinanden, og vi anede begge,
at vi nu gik en sælsom Tid i Møde. Da vi var komne udenfor Byen,
klyngede den unge Pige sig tæt ind til mig, og. mit Hjerte skælvede.
For første Gang paatrængte sig mig en ubehagelig Følelse af Ansvar.
Hvad vilde vort Forhold bringe, og hvorledes vilde det udvikle
sig? At Clary vilde give sig helt hen, stod klart for mig, men
ogsaa at hun vilde fordre et helt Sind til Gengæld. Havde jeg
saa et helt Sind at give ? Let bevægelig, som jeg altid har været,
svingende mellem alle Stemningers Yderligheder, kendte jeg mig i
dette Sekund ængstelig som en Mand, der har paataget sig en
Opgave, han ikke kan løse. Hurtig skød jeg dog som altid de
pinefulde Tanker fra mig. Hvorfor tænke paa Fremtiden, hvorfor
ikke meget heller nyde Sødmen af hinandens Ungdom? Vi var
unge, havde Tiden for os, og jeg vilde elske, leve og nyde.
Mangen lys Time ventede mig. Jeg trykkede Clarys Haand og
•fik Haandtrykket varmt og tillidsfuldt tilbage.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
