Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Marts - Thoralf Klavenæs: I Taage
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
I Taage.
247
„Bære mig?«
„Er du ikke træt?"
„Jo."
„Kom, skal jeg bære dig."
„Nej. Bryd dig ikke om mig."
„Vi faar hjælpe hinanden, saa længe vi kan."
Vi kommer til en Myr. Den er frossen. Sneen er her kun
et Par Tommer dyb.
„Har vi ikke været her før?" spørger Olav.
„Nej, Olav," svarer jeg. „Her har vi nok aldrig været."
„Jeg synes, jeg kender mig igen."
„Du tager fejl."
Vore Fødder gaar af sig selv. De har været vante til at
kæmpe i høj Sne og at søge Fæste dybt nede. Her gaar de al
sig selv paa det haarde Isdække.
Olav sætter sig paa et Gærde.
„Jeg vil blive her," siger han. „Her er det ikke saa vaadt."
„Nej, sæt dig ikke, Olav. Du kan gerne sovne." Dette
siger jeg instinktmæssig. Hans Ord har ingen Rædsel vakt
hos mig.
„Ja, jeg er søvnig."
„Vent lidt, saa skal jeg gaa op paa Aasen og se, hvor vi er."
Jeg ved ikke, hvorfor jeg vil dette. Det er vistnok
Selvopholdelsesdriften, som ubevidst griber ind. Før i Dag har jeg
flere Gange tænkt at stige til Vejrs for at se mig om. Kanske er
det denne Tanke, som nu atter vækkes til Live ved Synet af den
høje, nøgne Aas lige ved.
Jeg husker ikke, hvordan jeg kom op over den. Jeg husker
bare, at jeg staar oppe paa Aasens Top og ser mig om.
Langt i det fjerne — Gud ved hvor langt — skinner et
mat Lys. Jeg synes, det mindst maa være en Mil borte. Nu ved
jeg, at det var lige i Nærheden. Taagen havde forfalsket
Afstandene.
Jeg staar og stirrer hen mod dette Lys, og der stiger mig
en Strøm af Længsel og Smerte til Hjertet. Jeg ved ikke, hvor
jeg er. Min Hjerne er fremdeles forvirret. Jeg ved bare, at der
henne bor der Mennesker, findes der tørre Klæder, en varm Stue.
Der sidder nu glade Mennesker om Lampelyset, mens vi — mens
vi skal til at omkomme her ude i Skoven!
End om jeg alligevel skød og raabte om Hjælp?
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
