Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - September - Helge Rode: Stakkels Djævel!
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
692
Stakkels Djævel!
selv om han i Haanden og mellem Tænderne holdt et næslert
afgnavet Kødben — noget, der meget godt kan hænde.
Det primitive Menneske, der med Anspændelse af al sin
Kraft og med egne Hænder skaffer sig sin Føde i Kamp med
Dyrene, har rimeligvis af Maaltidet en poetisk Nydelse, som
Kulturmennesket savner. Vi har tæmmet de vilde Dyr ved at paatage
os deres fuldkomne Underhold. En stor Mængde Mænd og Kvinder
er disse tamme Dyrs Slaver, de bygger Huse for dem, gør rent for
dem og skaffer dem med Slid og Møje en rigelig Føde. Dyrene
staar’ der og gør ingenting og har det godt. Til Gengæld kan
man slaa dem ihjel, nemt og uden Fare, og det store Flertal blandt
den spisende Menneskehed ser intet til det hele. Desuden lægger
vi saa stor Vægt paa Madens Tillavning, at vi mindre tænker
paa, hvad den er, end paa, hvorledes den er behandlet og
udstyret. Lidt Eftertanke kan raade Bod paa dette, og Maaltidet
vil da forskaffe os ikke blot Styrkelse og Velsmag, men ogsaa en
poetisk og filosofisk højst forfriskende Nydelse. — Alverden kan
lignes med en Kvindes Bug, der lever, sluger og føder.
Nu — nok om dette!
Da vi havde spist, tændte de fleste af os deres Cigarer,
sammenrullede tørre Blade, som vi røg med stort Velbehag, medens
vi saa ud paa Gaden gennem Vinduerne. Derude vrimlede
Mennesker, vel indpakkede i Klæder og Pelse, som man havde flaaet af
andre Dyr. Det var for Resten en mild Vinterdag, og alle glædede
sig over at kunne være i fri Luft, uden at Næsen blev rød. Der
var naturligvis baade Kvinder og Mænd, de to forskellige Arter af
vor Slægt; de smilede og lo til hinanden og snakkede uafbrudt.
Gud maa vide, hvad de egentlig snakkede om? Man kan stundom
henfalde i Grubleri over, hvorledes Folk dog kan tale saa længe
hver eneste Dag, hvordan de bærer sig ad med at hitte paa saa
meget at sige? Men det er jo ogsaa en af de Egenskaber,
Menneskene er mest stolte af, og som beviser, at de er noget særligt
og udmærket.
Imidlertid — de fleste af disse Væsener derude var ligesom
vi fornøjede og glade; de kom fra deres Hjem og Kontorer, de
var slupne ud paa Legepladsen i Frikvarteret; og de hørte ogsaa
næsten alle sammen til dem, der er, hvad man kalder, ovenpaa i
denne Verden. De beundrede som Regel sig selv og snakkede
ondt om de fleste andre. Men alligevel var der et Slags
Broderskab imellem dem, de hørte sammen, de var dog noget for sig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
