Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Marts - Vald. Vedel: Nikodemus’ Skriftemaal
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
204
Nikodemus’ Skriftemaal
Stojande Verld, du mig plågar.
Hvar finnes stillhet, dit vill jag vandra.
På allt, hvad hjertat frågar,
ej får du svar af dig sjelf, ej af andra.
Skogen talar, böljan talar,
båcken talar allrabäst,
tala djur och berg och dalar,
Menskan talar allramest
Tig du stilla uti ringen,
hör ej niycket på,
ty det bästa säger dig ingen,
vis är blott den, som kan tystna’n förstå.
Medens jeg skriver dette, er Septemberaftenen ved at falde
paa, klar og stille; og som jeg sidder og spørger mig selv,
hvorfor jeg aldrig før tog mig Stunder til at lægge Hænderne ind i
hinanden og .vorde stille", saa føler jeg mig for første Gang som
tagen ind i Fællesskabet af den store hænderfoldende
Menneskehed uden om mig og tilbage gennem Tiderne, — hvor lidet
jeg end tager Del i deres Religionsforestillinger. Saharas Patriark,
der, under Ørkenvandringen med sin Husstand og sine Kameler,
stiger ned med alle sine om sig og hilser Solens Nedgang med sit
„Gud er Gud" . . . Bretagnes Høstfolk, der ved Angelus’
Bedeslagene fra Landsbykirken lægger Greb og Rive og med Huen for
Brystet beder deres Aftenbøn . . . over hele Jorden og gennem
alle Tider holder Aftenen samme tyste Tale til Menneskene, og
det er samme stille Lytten og samme aandelige Bundfældning, der
fylder deres Sind som mit, — hvad Ord de saa bruger og i hvilke
Forestillinger de end udformer det, de føler. Og jeg siger mig
selv, at den Dag Kampen om Brødet og Magten har faaet banlyst
al Sabbatsfred fra Jorden, den Dag har Livet mistet sin Sjæl.
Dette med Sabbaten og de foldede Hænder er naturligvis
nærmest poetiske Udtryk for mig og betyder især ikke ørkesløs Hvile. De
foldede Hænder er det gamle naturlige Udtryk for en indre Samlethed,
hvorunder man slutter sig inde for Yderverdenen og holder sammen
paa sit Indre, lige som Fingrene nittes ind mellem hverandre. Det er
en energisk Isolationsakt, det drejer sig om, ved hvilken man løser sig
helt ud fra Øjeblikket og den praktiske Indgriben i Livet, og samtidig
en alsidig Overvaagenhed, hvorunder alle Sider af det indre Liv ligger
belyste og alle Sjælens Kræfter kommer til at udligne sig og aflejre
sig efter deres varige Styrkeforhold. En Betragtningens Time,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
