Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Marts - Vald. Vedel: Nikodemus’ Skriftemaal
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
215 Nikodemus’ Skriftemaal
for Menighedsliv kan Fremtidens Religion ingen Magt faa over
Hjerterne. Først naar Haand legemlig lægges i Haand og Øje
direkte ser i Øje, først da bliver Menneskeligheden flydende
inde i os.
Især skulde vi vel alle kunne finde hverandre i vor Svaghed
og Magtesløshed over for den Tilværelses Vilkaar, som vi er
undergivne. Vi dukker jo op til Livet uden vort Vidende eller vor
Vilje . . fødes ind i et Hjem og i Forhold, som vi intet kan gøre
fra eller til ved . . vi har en Gæld at slæbe paa fra vore
Forfædre eller en Arvekapital af Styrke og gode Anlæg at tære paa
. . men alle maa vi tage til Takke og holde Hus med den
Udstyrelse, vi har faaet af Naturens Haand, og leve under de
Omstændigheder, der bliver os beskaarne . . indtil vi til Slut
ekspederes ud, som vi kom ind, uden at nogen spørger os om Forlov.
Hvor vi gaar og staar, støder vi Hovedet mod den „lille Ring,
der begrænser vort Liv". Vi gaar ud om Morgenen for at stride
for en stor Sag; naar vi er komne et Stykke ud af Vejen, er vi
allerede trætte og sultne og maa vende om. Vi kæmper daglig
med Smaaligheden eller Svagheden i os og higer efter at blive
store og fri, men bedst vi tror Smaadjævlene overvundne og
forjagede, kiger de frem igen af deres Smuthuller. Eller mange af
os lever egentlig vort Liv som en lødløs, vantreven Vækst, der
har faaet en Sten væltet over sig. Intet Liv ranker sig frit til Vejrs
og ud til Siderne. Overalt er der rigeligt sørget for, at Træerne
ikke vokser ind i Himlen.
Og saa den Taage, vi lever i, famlende om paa det uvisse, — véd
intet og har intet som helst at lide paa. „En Spindeltraad, der som en
Baad — paa Himmelhavet flyder, — véd ingen Vej, og aner ej, —
hvad Liv og Død betyder." Hvad hjælper den faste Sammenhæng
os, som vi tror paa, naar vi dog endnu sikrere véd, at vi
næsten aldrig kan regne denne Sammenhæng ud? Enkelte
skrøbelige Traade kan vi følge ud til Siderne om os, men ikke én
Maske i det indviklede Spind kan vor Erkendelse genfrembringe,
og hvad vi forsøger at spinde, flænger det første Vindstød over. Vi
griber efter moden Overvejelse ind i vor Vens Skæbne, fordi vi
føler det som vor Pligt at redde ham fra det aabenbare Fordærv,
og vor Vennehaand styrter ham kun dybere ned deri .... Aah!
alle disse sikre Mennesker, som gaar om med de opgjorte
Meninger og fælder Domme til højre og venstre . . . disse energiske
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
