Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Marts - Vald. Vedel: Nikodemus’ Skriftemaal
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
216
Netodemus’ Skriftemaal
Mænd, der griber til, starter og tager Téten, og hvem Verden hører
til, . . . disse Kvinder med de snævre Hjerner og de bankende
Hjerter, som mener det saa vel og ægger Mændene til Uret Jeg
elsker de varsomme, de tvivlraadige, de ydmyge, de, som siger:
„vi véd ikke," de, som er sene til at løfte Haanden. Der er
mange for mange Overbevisninger og mange for mange løftede
Hænder i Verden.
Helt værgeløse staar vi jo ogsaa selv for Skud. Fra vor
Fødselsstund véd vi — som en eller anden har sagt — ’at den Pil er
begyndt at flyve, som en skønne Time skal give os Dødsskuddet —
men fra hvad Kant den kommer, hvor langt den er under Vejs og
hvad Øjeblik den naa’r os, det véd ingen. I Skoven staar Stammerne
ranke og grønnes, og ingen kan se paa dem, hvilke der allerede
er mærkede af Storm eller af Forstmand til at falde til Efteraaret.
Enhver er saa sikker, mig gælder det ikke, det bliver en Sag for
de andre, — til han ligger ramt og fældet. Der var f. Eks. den
unge Mand, jeg var i Selskab hos i Efteraaret, han, der altid stod
for mig som en LykkeDS udkaarne: rig, velbegavet, smuk,
vindende blandt Mænd, dyrket af Damer, en stor Karriére foran sig,
et Overklasses Menneske i alt ... nu sidder han stum og dorsk
paa et Sindssygehospital med tunge, runde Øjne, som ingen kan
holde ud at se paa. Tænk, om man med Tro kunde synge „Min
Gud befaler jeg min Vej".
I al Fald maa det vel for os alle gælde om at lære at leve
Livet, som det er lagt for os ... acceptere de Forhold, hvori vi
er sat, og føie den dybe trøsterige Resignation i Ordet „Der
Mensch ist.nicht geboren frei zu sein". Saa at, naar vi har gjort,
hvad vi selv formaar, vi lægger Resten i de store Magters
Haand og med Ro tager imod, hvad der bydes os. ’Jeg synes,
jeg lærte noget heraf den Tid, jeg boede ude paa Landet. Naar
Landmanden har pløjet og saa’t, kører han hjem med sine Heste
og sidder saa Foraaret og Sommeren igennem og venter paa,
at Himlen skal give sin Sol og sin Regn i rette Tid; det lidt,
han kan udrette selv, er gjort, nu beror det ene paa Himlens
Magter, om han skal gaa ind til Vinteren med Lade og Stænge
fyldte med Korn og Hø. Han lever Jordens og Planternes Liv
med — saaledes som de staar stille, med Roden fæstnet, hvor den
én Gang er sat, og med Hovederne blottede under aabne
Himmel, rede til at tage imod ondt og godt, hvad der undes dem.
Men mener maaske nogen, at den Lære kan være god nok
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
