Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Maj - E. Henrichsen: V. Hørup
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
364
V. Hørup
lige udmærket som han er som Taler og Skribent. Naar man
skildrer ham som Taler, skildrer man ham tillige som Skribent,
thi han taler og skriver paa samme agitatoriske Vis. Det er
Lidenskabens Sprog, han taler og skriver. Enten det smyger sig lavt
langs Jorden, svalet i Ironiens Bad, udløst i Latter, tindrende, med
Smilehul i Kinden, af overlegen Humor, eller det rejser sig og farer
frem som ei susende Vejr, — altid har det den samme Virkning:
Det ægger, stikker Ild paa, sætter Mod i, forarger. Hørup vil
bevæge mere end han vil overbevise og begrunde. Han respekterer
ikke som Grænse for sin Agitation den historiske Ret, heller ikke
den videnskabelige Sandhed. Dialektiken er for Overklassen,
Underklassen jskal have det paa en anden Maade. Han skrev engang i
Anledning af en temmelig muggen Professor-Afhandling: „Naar
Videnskaben, Litteraturen og Kunsten har udtømt deres frem og
tilbage for Overklassen, kommer der en Dag, hvor der skal ske
noget, og den kommer altid med en Appel til det menige Folk.
Det er Profeternes, Omvælternes, Agitatorernes Dag, men deres
Dag kommer aldrig i den „adækvate" Form."
Jeg finder en Slags personlig Bekendelse fra Hørups Side om
Agitationen som formelt Begreb i en Anmeldelse af Dr. G. Brandes’
Bog om Lassalle. Brandes havde i sit Skrift i stærke Ord anklaget
Lassalle for hans Agitations demagogiske Karakter, dens
almindelige Angreb paa de højere Stænder, og betegnet den Art Agitation
som „absolut forkastelig". Hørup indvender herimod, at Agitationen
har sin egen Økonomi, hvor det gode og slette er uafhængigt af
Indholdet. Hans Tanke er omtrent denne: Dersom Lassalle havde
sagt, hvad der for en historisk Betragtning havde været sandere,
at de begunstigede Klasser netop er saa humane, saa
billigt-tænkende, saa villige til at gøre Ret, som de efter deres
Opdragelse, efter Tidens almindelige Moral og efter hele den historiske
Udvikling kunde være, saa havde han ikke skærpet Følelsen af
Forurettelse til den Grad, der behøves for at opnaa et praktisk
Udslag, Dannelsen af et Parti.
Hørup er Demagog, og han vil være det. Den Lud, Lassalle
anvendte mod det tyske Bourgeoisi, er intet imod den Dosis, Hørup
tilberedte for de Nationalliberale. Naar hørte man før i Danmark
et saadant Sprog og fornam man et saadant Had, Racehad? Eller
er det maaske snarere en instinktmæssig Frygt for, at det menige
Folk aldrig skal kunne frigøre sig for Indflydelsen fra oven, der
har gjort Hørups Agitation saa voldsom? Man maa sikkert søge
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
