Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Juli - H. Ploug: Carl Ploug og Skandinavismen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Bidrag til Skandinavismens Historie
579
Indgriben, saa har Kongen jo i Granden herved uden at vide det
desavoueret Sohlmans Protest mod Plougs Foredrag.
Jeg skal indrømme, at hvis dette Foredrag ikke har slaaet an
paa Stedet, saa burde det helst ikke været holdt. Men
Tankegangen deri er der i og for sig næppe noget al sige til1. Den
falder sammen med ikke faa andre betydende danske Mænds i de
Dage. Hvorledes havde ikke Christian Richardt sunget ved
Nordisk Højtid samme Aar om Bonden, „der pløjer under
Rovfuglbanner: han maa med at rande Fremtidens Skjold". Og nu
Frederik Paludan Müller, der synger om „Drengen, Pigen og
Vennen", der skal være med at genvinde Slesvig! Mener Hr.
Clausen virkelig, at disse to sjælfulde Digtere ligesom Ploug var
brutale og stædige Naturer? En saadan Spreden, som Hr. Clausen
tænker sig, af den nationale Følelse i to af hinanden uafhængige,
en for Sønderjyderne og en for Norden, kunde en saadan
Normalhjerne som Plougs ikke gaa med til. Jeg skulde ogsaa tro, at
Frederik Barfod, — af hvem Hr. Clausen aldeles hen i Vejret
gør Rosenberg til en Søn i Aanden — her har tænkt som Ploug,
hvem han i disse Aar nærmest fulgte1.
Hvad Forfatteren siger om de nævnte to Hædersmænd, har i
mange Maader fornøjet mig, men det vilde have moret mig
i højere Grad, hvis jeg, der har kendt dem begge, kunde
genkende mere af deres Profil deri. At Frederik Barfods Navn
1 Da Hr. Clausens Referat af Plougs Ytringer ikke er helt loyalt, skal jeg
tillade mig at meddele den Gengivelse af dem, som de rosenbergske „Blade til
Menigmand" dengang bragte. Herefter lød de saaledes:
C. Ploug ansaa det heller ikke for nyttigt nu at forhandle om en
fremtidig nordisk Forfatning. Man skulde blot stræbe at oplyse Folkene
om Sagens Betydning. Lykkedes det at overbevise den talrigste,
mest ejende Stand i alle tre Riger, nemlig Bondestanden, saa
vilde den skandinaviske Sag være bragt paa fast Fod (hele dette af
mig udhævede Stykke er fjernet i Hr. Cl.s Referat). . . . For øvrigt var der en
kortere, sikrere Vej til Nordens Enhed end den, han havde anvist nu, nemlig
hvis Sveriges og Norges Regeringer og Folk for Alvor opstillede det som deres
vigtigste politiske Maal at gengive Norden dets sande nationale Grænse, at
genforene med Norden de 200,000 nordiske Mænd og Kvinder, som ved
Wienerfreden er bleven givne til Pris for fremmed Undertrykkelse. Heftig bevæget
udviklede Taleren dette videre, idet han til sidst mindede om,
hvorledes Sardinien, ved at blande sig i Krimkrigen, havde købt sig
Adgang til Europas Raad og Bistand til Gennemførelsen af det
italienske Enhedsværk.
* Jvfr. Richard Petersen: Frederik Barfod, Pag. 275-276.
37*
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
