Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - August - Hjalmar Christensen: Gustave Flaubert
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
657 Gustave Flaubert
Flauberts Satire gaar navnlig i to Retninger: den er først
rettet mod de Teoretikere, som just dengang fik Anledning til at
eksperimentere med de sociale Institutioner, alle dem, som troede
paa Systemer og vilde konstruere Samfundet om, — Mænd, som
tumlede med sociale Utopier og vilde tvinge alle til at blive
lykkelige paa den og den Maade. Disse Teoretikere havde for det meste
redelige Hensigter, men de var efter Flauberts Mening blinde, ofte
dumme, og der gemte sig megen Herskesyge i deres Lyst til at
forbedre Næstens Kaar. Det var til Dels klare, men trange Hjerner,
og en Del af dem var fødte Tyranner, de elskede at bruge Tvang,
og de havde ofte smaa Menneskers Had til det store. — Saa er
videre Flauberts Satire rettet mod den politiske Korruption,
Raadden-skaben i alle Lejre, det sociale Køb og Salg. Og det er ikke frit
for, at denne Korruption ogsaa angriber Idealisterne: selv om de
ikke gør sig selv klart Rede for det, arbejder de ofte paa den store
politiske Børs.
Endelig giver Flaubert en Skildring af selve det Marked, hvor
baade Teoretikerne og de praktisk-politiske Forretningsmænd
spekulerer — af selve det Folk, der manøvreres med, — Folket, der
smigres og bruges, som skydes ned og selv nu og da tager sig til
Rette, dette store lunefulde, uberegnelige Dyr, som en Gang imellem
skyder Ryg og ryster alt af sig og ofte lige efter kryber sammen for
Pisken i en enkelt myndig Mands Haand. Dette Dyr har Flaubert
malet med Forkærlighed og stor Kunst, — her har hans Sans for
det groteske haft rigelig Næring.
De politiske Teoretikere, Frihedsmænd og Idealister
repræsenteres bl. a. af Deslauriers, Frederic Moreaus mangeaarige Ven, et
skarpt juridisk Hoved, ærgerrig, energisk, misundelig og altid uheldig,
— hans Kritik af de styrende er paa samme Tid skarpsindig og
baaret af det Had, der vokser i en forurettet Ærgerrigheds Bryst.
Han er just ikke flatteret, denne Deslauriers, men han virker dybt
menneskelig. Saa er der Sénécal, den fanatiske Logiker, der mere
og mere afslører sig som den Tyran han er, — Manden, som ikke
spørger om andet end Samfundsnytte, som giver Pokker i al
Skønhed, som finder, at Kunst er Luksus, — Flauberts personlige
Fjende. Endelig Dussardier, den store godmodige Sværmer, der
slaas som en Løve og er blød som et Barn, der tror, at
Menneskene alle kan blive lykkelige, naar bare Folkene bliver frie og
Misbrugene afskaffes.
De politiske Børsspekulanter, de opportune Friere til Magten
Tilskueren 1901 42
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
