Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Niels Møller: Et svensk Litteraturværk
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
76
Et svensk Litteraturværk. 76
lige Digter lider endnu under Aristofanes’ partiske Angreb og
Reaktionen mod Racine paa Lessings Tid.
Særdeles læseværdig er Undersøgelsen af de dramatiske Teorier,
der skyldes Aristoteles eller er blevne tillagt ham, f. Eks. den om
de berygtede tre Enheder, Tidens, Stedets og Handlingens, som de
græske Dramatikere ingenlunde overholdt strengt. Prof. Schück
modstiller her lærerigt Udviklingsgangen i det græske og engelske
Drama. Dette opstaar af dramatiserede Krøniker, hvor den ene
Hændelse jager den anden; Opgaven for Dramatikerne bliver da at
klippe bort af Handlingen og tvinge den ind i snævrere Grænser.
Den græske Tragedie opstod derimod væsentlig af Lyrikken; for de
græske Dramatikere gjaldt det derfor om at gøre Handlingen mere
og mere rig, derpaa arbejder de, navnlig Evripides, saa han ofte
sprænger Handlingens Enhed. Mod adskillige af de fremsatte
Teorier gør Forf. grundet Indsigelse. Saaledes mod den, at
Tragedien bør ende med Heltens Undergang. Den Lære har den
græske Tragedie faktisk ikke fulgt; mange af Stykkerne ender nok
saa lykkelig; den middelalderlige Teori, som Dantes store Digt
skylder sit Navn, at en Komedie er et Digt, der ender godt, en
Tragedie et, der ender ulykkeligt, passer, som anført af Forf., slet
ikke paa den græske Tragedie. Læren om den tragiske Skyld,
stammende fra Brøst i Heltens Karakter, træffer efter hans Mening
heller ikke det centrale i den græske Tragedie. Den var ej heller
altid „Skæbnetragedie". Det væsentlige ved den finder han i dens
Patos.
Fra Tragedien gaar han til den attiske Komedie, fremstiller
dens Væsen og Kunst og Opførelsesmaade, og karakteriserer
Aristofanes som den tøjlesløse Partiskribent og geniale Digter han
var. Med Skildringen af den senere Komedie kommer han
dernæst til den hellenistiske Litteratur. Som Baggrund for denne
giver Forf. et indholdsrigt Billede af de nye Samfundsforhold efter
Alexanders Tog, da det gamle Hellas sank dybt i Folketal1 og
Betydning og de store skrøbelige hellenistiske Stater dannedes.
Navnlig fremhæver han stærkt, at mens den gamle hellenske
Litteratur var national, havde sine dybe Rødder i Folket og bares frem
1 Naar Forf. mener, at den hyppige Brug af Børneudsættelser som Motiv
i Komedierne tyder paa tilsvarende virkelige Forhold, fordi Motivet ikke beror
paa titterært Laan, er dette sidste vist noget tvivlsomt. Motivet bruges i
Tragedierne f Eks. i Oidipus og Ion.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
