Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Chr. Rimestad: Maeterlincks Udvikling i de senere Aar
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Maeterlincks Udvikling i de senere Aar
247
andre ondt, men vilde overhovedet den Lykke, som vindes paa
Bekostning af andres Vel, vilde den — spøfger han her som i
„Aglavaine" — blive en varig Lykke for den Vise? Vil man
endelig give Afkald paa noget, skulde man først give Afkald paa
Hovmodets Glæder, der er tomme og bedrageriske. — Han afslører
med Overbevisning alt det sentimentale, selvbehagelige og golde
i megen Resignation, der for tidligt flk Navn af Dyd, og som saa
ofte, naar man gaar lidt til Bunds, gemmer over sjælelig Slappelse,
Dovenskab og Hysteri. Og naar han siger, at en klarsynet og
stærk Sjæls Egoisme er mere heldbringende end al en svag og blind
Sjæls Hengivelse, saa mener han sikkert dermed blot, at man maa
have oparbejdet mangfoldige Evner i sig for virkelig at have noget
at give af, der er værdt at modtage. Han sammenfatter sin
Anskuelse saaledes (og disse Ord har en iøjnefaldende Rigtighed):
„Det er ikke ved at give Afkald paa alle de Emner til Lykke, der
omgiver os, at vi bliver vise; men idet vi bliver vise, giver vi,
uden at vide det, Afkald paa alle de Arter af Lykke, der ikke
mere er i Stand til at hæve sig op til os." Pligten her maa være
en stiltiende Nødvendighed af hele vort Væsen.
Det er i det hele Ansvarsfølelsen over for Livet, som virker
saa berigende i denne Bog, og som bevirker, at den
uundgaaeligt rører op i ens Bevidsthed og vækker meget Liv, der gaar
langt ud over det blot æstetiske. — I den sidste Halvdel af Bogen
naar man til Problemet: Lykke-Ulykke. Maeterlinck véd, at det er
lettere at synes dyb i Mørket end i den almene Klarhed, som
Menneskene lever i. For ikke at synes mindre interessante ved at
gaa ud af Mørket, der har en særegen Besnærelse, skjuler visse
Artister for os andre, hvad det er for Grunde der bevirker, at de
alligevel „modtager" Livet, siden de dog vedbliver at leve. Men
vi maa leve aabent og handle bestandig, som om Gud, „der
utvivlsomt blot er vor Sjæls skønneste Begær", uophørligt betragtede os.
Vi maa leve uden Tanke om Belønning og uden Følelse af at have
opfyldt en Pligt. Thi først da bliver det os en Nødvendighed at
gøre det gode blot for det godes Skyld.
Vi ser, at den ydre Skæbne saa ofte i vore Øjne er uretfærdig
og uden Skaansel. Den ydre Ulykke truer den rene og den
urene. Men hvad Værdi havde den Vise, hvis Ulykken skaanede
ham? Det gode ejer Lykken i sig, blot fordi det er rent og ikke
venter nogen Belønning, og den retfærdige udspreder Lykken blot
ved at være til; der danner sig omkring ham en stor Kreds af
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
