Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Thit Jensen: Ane Marie
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Ane Marie
791
Gaardens Brosten og holde for Stuedøren. Øjeblikket efter stod
Pastor Gudum foran Alkoven og saa’ med embedsmandsmæssig
Alvor paa den døende gamle.
„Det er første Gang, Chresten Vendelbo, jeg er i Deres Gaard."
Der lød Strenghed i Præstens Stemme.
Chresten Vendelbo saa’ op med sine gamle, godsindede Øjne,
Laagene var saa rødlige i Randene, ligesom tyndslidte af mange
Aars Vestenstorme.
„A tøt ét, a ha’de no’en Brug for Dem, Hr. Pastor," sagde
han godmodigt og knøkhostede.
Længe stod Præsten og talte om Synd og Vantro og Levned
i Ugudelighed, om Chresten Vendelbo, der saa formastelig fattet ud
og ikke syntes at angre, og han endte med at sige: „Forhærdet
og forstokket er du i din Vantro, du vil æde og drikke dig selv til
Doms."
Den døende Bondes Øjne blev, eftersom Præsten talte, mere
og mere hvasse. Og endelig brød han ud: „Hov, hov, gaar det
saa strengt til. Ja, to saa tror a, det skal vær’, Hr. Pastor." Med
det samme vendte han sig ind mod Væggen og lod som om
Præsten ikke var til; han var ikke til at formaa til at modtage
Alterens Sakramente, og hen mod Aften døde han.
Chresten Vendelbo kom ikke saa skikkeligt i Jorden, som han
havde levet. Pastor Gudum sagde mangt og meget, som var af
det onde, og den afdødes Datter, den kønne, godmodige An-Mari,
saa spørgende rundt om sig — forvirret — uklar over Præstens
Mening. Hendes Fader, som ikke havde gjort et Kreatur, endsige
et Mennesk’ Fortræd! I Helvede! Det var lige haardt nok og vel
værdt at græde stridt over, men naar Præsten sagde det, saa
maatte det vel passe. Herre Gud, det var ligefrem grimt at
tænke paa.
Henne i Jordpløret ved Graven stod Laust og takkede med
langelige Haandtryk Præsten for de skønne Ord. Han var saa
taknemlig. Han havde i lang Tid gaaet og skrantet, men ikke
vidst, hvad der fejlede ham. Men nu forstod han inderligt, at han
havde været syg af Vantro.
Pastor Gudum fikserede ham skarpt med sit sikre Skipperblik.
„Det skulde glæde mig, Laust Tommesen, om De og jeg
skulde forundes at sætte Guds Ord til Højbords i Vendelbogaarden,
der hidtil har været en af Satans Forpagtergaarde."
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
