Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Karl Madsen: Kunstforeningens svenske Udstilling
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
871 Kunstforeningens svenske Udstilling
gröna blads sal — se det är att vara! Se det år ett lif att dela
med vånner, med ungar och vif." —
Richard Bergh danner i mange Maader en stærk
Modsætsætning til Improvisatoren Carl Larsson. Han tager sig visselig
ikke Tingene for let. Paa alle Udstillinger af svensk Kunst har han
vedvarende i særlig høj Grad fanget vor Interesse og Sympati. Indtil han
pludseligt søgte ind paa helt nye Baner. I Billedet med Ridderen
og Jomfruen kendte vi ham ikke igen. Bjergtagen af
Ny-Romantikken syntes han at have tilsat sine bedste Evner uden at have
vundet andre til Gengæld.
Heldigvis er han fra Ridderromantikken og Stiliseringen vendt
tilbage til at søge Karakter eller Poesi i vor egen Tid og til at anvende
sin gamle maleriske Form. I Billedet af Konstnårsförbundets
Bestyrelse er han atter den rigtige Richard Bergh. Om det
symbolske røde Tæppe sidder Herrerne i ivrig Diskussion; uden Tvivl
forfægter Karl Nordström det rigtige Slandpunkt: i hvert Tilfælde
har Maleren fremstillet ham med særlig varm Sympati. Ogsaa
Billedets andre Figurer er godt karakteriserede, mindst Christian
Eriksson; de to Profiler til venstre gør heller ingen helt god
Virkning sammen. I Henseende til Kraft i Lys, i Farve og Behandling
lader Billedet intet tilbage at ønske. Snarest er der vel for meget
af det gode.
I hvert Fald er den udsøgt bløde og fine Farveholdning i
Genbobilledet af „De gamle paa Stranden" langt mere indtagende.
Én Anke melder sig straks mod dette Billede — sammen med en
Smule Beklagelse af, at Figurerne ses fra Ryggen. — Motivet gør
ikke umiddelbart Indtryk af at være fundet og set, det synes
tænkt og villet, saaledes staar næppe gamle Fiskerfolk og ser efter
den svindende Sol, uden at en Maler betaler dem for det. Faar
man sig blot overtalt til at tro, at de gamle dog muligvis tilfældig
en Aften er ført sammen paa denne Strand og derfra har set
Solen dale, — og Mulighedernes Rige er jo ubegrænset, — saa er
der kun Lov og Ros at sige om dette Billede. Sammenspillet
mellem Menneskenes Livsaften og Dagens Død minder om Ejnar
Nielsens „Medens Aftenklokkerne ringer"; Gravens Mørke er nær
for Menneskene som Nattens for Naturens. Naturstemningen er
gengivet med stor Magt, Farven i Luften, i den dalende Solskive,
og især i Havets tungt vuggende Bølger, af fuldendt Skønhed.
Sammen med Josephsons Billede af Strømkarlen er Richard
Berghs to store Billeder ubetinget Udstillingens betydeligste Værker.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
