Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Christian Gulmann: Edvard Brandes
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Edvard Brandes
313
Skuespil — aldrig kan naa den Succes, han dog adskillige Gange
har sat meget eller alt ind paa. Han er dog Dramatiker, saa
sandt som han sikrest skildrer i Replikker, bedst og øjensynlig
lettest former gennem Scenernes Sammenknytning og Brydning. Har
han dog ikke Kærlighed til Teatret, Kyndighed, Vid, alt hvad
man vil? ...
Maaske vil man svare, at han ikke er Digter, maaske, men
det afgør kun ikke Sagen. Udmærkede Digtere har tit netop ikke
fundet Fodfæste paa Scenen, — og mon Gustav Esmann er Digter?
Han har dog lettelig vundet, hvad Dr. Brandes en Menneskealder
kæmpede hen imod — forgæves. Sagen er vel den simple, at
denne Forfatters Evne er ræsonnerende, logisk tænkende og
dømmende, ikke mangfoldigt anende og erindrende — at hans Fantasi
ikke er plastisk formende og genskabende.
Han tegner skarpt og fast og farvelægger sikkert, men
skematisk; hans Skuespil er, under ét sete, dramatiseret og illustreret
Ræsonnement uden dybere Opfattelse af Livets bølgende
dramatiske Vekselspil . . . Den Grundsynets Modsætning og Brydning,
som kan give os et saa gennemgribende forskelligt Blik paa en
Sag, efter som vi taler med to lige sandfærdige Mænd, der hver
er midt i deres Luftkreds af Ideer, Sympatier, Motiver. Den
Rettens Forskydning — efter Rettens Hævden eller Misbrug — der
næsten umærkeligt kan flytte den moralske Overlegenhed, ligesom
Luftens Højtryk skifter. Og Personlighedens skiftende Værdi, der
er afhængig af sit Sammenspil med Omgivelserne, afhængig af de
ydre Forhold. Hvilket evigt Drama bliver Livet ikke, medens det
skyller Mænd til Magt og Mænd fra Gerning, uafladelig forandrende
deres Samfunds-Værdi og Samfunds-Interesse, uden at deres egen
Bevidsthed rigtig kan følge med i, at „jeg er ikke jeg". Edv. Brandes,
hvis Personligheds Særpræg og Vilje netop bygger paa, at jeg er
jeg, vil have vanskeligt ved at føie denne Relativitet, som gør
Livet vanskeligere og rigere.
Grundsynet paa hans dramatiske Evne er da koncist
sammenfattet i det Udtryk af ham selv (Fortalen til „Holberg og hans
Scene"), at Komedie er levende Logik, kun at det undertiden
har knebet med Adjektivet. Saa fast er denne Hjerne, at den
ikke vil og ikke kan slippe sit ubetingede Herredømme. Men
Kunstens Jordbund er en anden, hvor Erindringerne og
Iagttagelserne lever videre, forenende sig og skabende en egen Fantasiens
Verden, et frugtbart Kaos, hvoraf Kunstværket fødes til Live.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
