Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Christian Gulmann: Edvard Brandes
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
314
Edvard Brandes
En Brandes-Premiere er noget af en københavnsk Begivenhed.
I Parket og Loger ses det radikale Borgerskabs kendte Ansigter,
Kredsens Berømtheder, forfarne Mænd og smykkede Damer ...
Folk med Magt og afhængige Folk. Stemningen føles straks
sikker. Anslaget er fast, Udviklingen klar. Det er, som man hører
en Taler, der véd, hvad han vil sige. Og Tilhørerne véd det.
Man modtager de sikkert beregnede Ord, smiler af Vittighederne.
Ingen urolig Forventning, ingen uvilkaarlig Lytten-til eller
Overraskelsens Befrielse. Maaske kølner det efterhaanden, de unge
Mennesker ser langt til hinanden. Saa er der et og andet, som
skurrer. Der hysses lidt, men Bifaldet følger taktfast. I
Mellemakten konverseres der: Synes De om det? — Naa, —jeg klapper;
det maa man jo. Tilsidst fremkaldes, under spredt men energisk
Applaus, det store Blads endnu mægtige Redaktør.
Har han sejret? Der blev jo klappet . . . Men har han sejret
i sit Livs store Drama, fra den Tid, da han sky og livstørstende,
skeptisk og overbevist, med de mange Muligheder i sig paatog sig
sin Rolle, til han her, under taktfast Bifald, viser sig i sin
fornemme Fremmedloge.
Det er i hvert Tilfælde et Ansigt anderledes end de andres,
med sit kloge Blik og sin bitre Mund. De unge Mennesker ser
derop, imponerede — halvt beundrende, halvt frastødte. Han har
kæmpet for Frihed ... og jævnlig i sin benede Begrænsning været
et mere højthvælvet Frisind den største Fare. For flere end dem,
der fulgte ham, har han gjort Horisonten lav og Sindet koldt.
Men hans brydske Mandsmod og trodsige Oprigtighed har lyst op.
Blev det Lykke-Resultat, han forespejler os, saa kummerligt et
Blændværk, vil vel de bedste føie, at Livets sunde Virkelighed
maa søges ad anden Vej. Denne endte blindt, uden Mening og
Saaledes bliver han dog en Opdrager, som han altid var en
Uro. Han tilfører vort Aandsliv mørke Farver i sin Viljes
Voldsomhed, sin udfordrende Rankhed, sin stejle Styrke. I vort jævnlig
vege og forbeholdne Samfundsliv bliver han den ramme Negation,
den modstandæggende Modsigelse. Deraf hans Personligheds
stimulerende Interesse. Den skarpt skaarne, sorte Silhouet i vort
lyse Hjemlands blide Sol og blonde Taage.
Maal.
Christian Gulmann
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
