Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - P. V.: Bidrag til Monrads Biografi. III. Monrad i Vester-Ulslev
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Bidrag til Monrads Biografi 378
Naturen modtaget usædvanlige Evner dertil, og den seneste Tids
Begivenheder har givet ham fortrinlig Lejlighed til at udvikle dem."
Men mægtigere end ved Mund og Pen virkede Monrad ved sin
Personlighed. Vel var hans Begavelse, Arbejdsevne og Kundskaber
overordentlig store, men for saa vidt var det dog kun en
Gradsforskel, der skilte ham fra de andre; hvad der gjorde ham et Hoved
højere end dem, var det storslaaede i hans Karakter. Endnu havde
denne vel ikke fuldt udviklet sig, men alt var saa tidligt modent
hos ham, at Hovedtrækkene allerede nu var tydeligt dragne og
kun blev mere udprægede under hans senere Livs Tilskikkelser og
Kampe. Naar man mødte hans vidunderligt smukke Øje med det
skarpe, næsten uhyggeligt gennemtrængende Blik, og betragtede
hans Ansigts klare Ro, den sammendragne Mund og den kraftige
Hage, følte man, at man stod lige overfor en Mand, der besad Vilje,
Energi og et Mod, der ikke veg tilbage for nogen Hindring og,
om det skulde være, var i Stand til at gaa til det yderste. Man
begreb, at dette mægtige Hoved rummede en Hersker-Natur, der
var sig sin Styrke bevidst og fordrede sig anerkendt, der elskede
Magten, nok ogsaa for dens egen Skyld, men hovedsagelig for at
bruge den til at føre det ud i Livet, som han ansaa for rigtigt.
Man anede, at denne ydre Ro dækkede over et varmblodigt og
lidenskabeligt Temperament, at der, som Birkedal siger, brændte
et lille Vesuv i hans Indre, men tillige, at han havde fuldt
Herredømme over sig selv, at aldrig hans Følelse, men maaske nok
engang imellem hans Fantasi, kunde løbe af med hans Forstand, og
at hans Mund aldrig talede, naar den skulde tie.
En saadan Natur var ikke indrettet paa at underordne sig, og
han var derfor meget selvstændig i sine Meninger. Der var heri
ikke nogen overdreven Selvtillid, thi han lyttede altid med den
største Opmærksomhed til andres Anskuelser og til Indvendinger
mod sine egne, underkastede dem alvorlig Overvejelse, men i
Spørgsmaal, der ikke forudsatte en Sagkundskab, som han følte, at han
ikke var i Besiddelse af, underordnede han sig ingen anden
Autoritet end sin egen Overbevisning. Og lige saa selvstændig han var
i Forholdet til dem, med hvem han dog nærmest sympatiserede i
politisk Henseende, lige saa uafhængig stod han ogsaa lige overfor
den offentlige Mening. Man kan ikke bebrejde ham at have jaget
efter Folkegunst, og det var saalangt fra, at han skulde nedlade
sig til at smigre Folket, at han tværtimod ofte rettede skarpe Be-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
