Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - P. V.: Bidrag til Monrads Biografi. III. Monrad i Vester-Ulslev
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
380
Bidrag til Monrads Biografi 380
Forhold, til dem, der gaar til Bunds i det almene Tankeliv eller
Storliv og i Slægtens større, omfattende Kredse. Det personlige
bliver for ringe for dem, det er det almene, der optager dem." —
I Grunden er dette ikke en Bebrejdelse, der med Rette kan rettes
mod en Mand, hvis Kald det netop er at beskæftige sig med det
almene, men saaledes er nu engang Menneskene, at de ikke gerne
tilgiver, at man ikke viser lidt Sympati og Interesse for dem selv
personlig. — Men i Virkeligheden var han heller ikke, som han kunde
synes at være. Han var den ømmeste, kærligste og fornøjeligste
Mand og Fader og den trofasteste Ven. Men han havde den
Grand-sætning, at „man ikke maatte vise sine Følelser for fremmede",
og jo større Anledning der var til at vise dem, og jo mere han
følte, at man ventede, at han skulde vise dem, desto omhyggeligere
holdt han dem tilbage, det var „ligesom de stivnede i ham" — det
var en aandelig Blufærdighedsfølelse eller en Protest mod et
fremmed Indbrud i hans Inderste!
Senere da han fik mange Fjender og Misundere og hans
Forhold ikke længere kunde ligge saa klare og enkle for alles Øjne
som før, har man ofte beskyldt ham for Upaalidelighed og
Underfundighed, for Illoyalitet og Intriger mod sine Kolleger. Han var
ikke uvidende om, at man tillagde ham disse Egenskaber og han
skriver 1852 i et Brev til H. Hage: „jeg er temmelig sikker paa,
at det skarpsindige Publikum udfinder en eller anden fin Plan, som
det nu underskyder mig; hertil er jeg imidlertid saa vant, at jeg
næsten regner det med til mit daglige Brød." Da Birkedal engang
sagde ham, at man tillagde ham en vis Jesuitisme, der gjorde hans
Handlinger og Ord „tvetydige", svarede han: „jeg siger aldrig
andet, end hvad der er sandt, men jeg siger ikke altid alt, hvad jeg
mener." Og dertil bemærker B., at „det var sandt" og giver ham
det Vidnesbyrd, at „ærlig har han altid været". Hvor mange
politiske Mænd er saa lykkelige at have bevaret deres Ungdoms
Venner, naar de er bleven gamle, og er det ikke et stærkt Bevis for
hans Ærlighed, at saadanne Mænd som E. Fenger og Allen, der
havde fulgt ham og al hans Færd lige fra hans tidligste Ungdom,
lige til deres Død vedblev at være hans Venner og fortrolige?
Fenger, der som hans mangeaarige Kollega baade i Rigsdag og i
Ministeriet var en kompetent Dommer, skriver i 1864, paa en Tid,
da M. fra mange Sider beskyldtes for underfundigt at have
fortrængt Hall fra Konsejlspræsidiet: „han har stedse været en
fuldkommen loyal og trofast Kollega, og jeg har aldrig set det mindste
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
