Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Karl Gjellerup: Fra München til Bayreuth
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
583 Fra München til Bayreuth
læsset med Pengeposerne kørte med den størst mulige Langsomhed,
eskorteret af den kongelige Kabinetskasses Embedsmænd, gennem
Residensens Gader ud til Wagners Villa. Man kan tænke sig, hvad
der efter et saadant Optog er bleven brummet over de Münchener
Ølkrus.
Midt under denne fjendtlige Bevægelse falder en stor
kunstnerisk Begivenhed: Opførelsen af „Tristan og Isolde". Man maa
huske, at Wagner hidtil kun var kendt som „Tannhäusers" og
„Lo-hengrins" Komponist — paa Digteren tænkte ingen — hvad der
endnu lod sig opfatte under Operasynspunktet; i Tristan traadte
for første Gang Wagners egentlige Stil i fuldt udviklet
Ejendommelighed den undrende Samtid i Møde. Jeg tvivler om, at der
nogetsteds i Kunstens Historie er gjort et lignende Kæmpeskridt som
det fra „Lohengrin" til „Tristan". I Virkeligheden laa „Rheingold",
„Walküre", Halvdelen af „Siegfried" imellem de to Værker; men
alt dette var jo endnu gemt i hans Skuffe. Og saaledes var det
dette allerintimeste og upopulæreste af Wagners Værker, der nu
skulde vise Verden, hvor Mesteren stod. Der var gaaet Ry nok
af det: i Wien var det blevet lagt hen som uopførligt, efter 70
Prøver. Intet Under, at der fra alle Hjørner af Tyskland, ja ogsaa
fra Frankrig og England var strømmet Musikere til München —
en Omstændighed, der i øvrigt kunde have givet de gode Borgere
der af Staden et andet Syn paa det frygtede Wagnerteater. Stykket
var saa helt nyt i sin Art, at det ikke kunde andet end virke
forbløffende paa mange, men Bifaldet var desuagtet uhyre: „Jeg
havde ikke tiltroet disse fredelige Øldrikkere saadanne Udbrud af
Glæde og Begejstring", skriver en Franskmand; „aldrig har jeg set
noget lignende i et Teater". — Og Tristans Fremstiller Schnorr
v. Carolsfeld skriver til sin Fader: „Det Øjeblik, da vi stod Haand
i Haand med den elskede Mester, efter fuldbyrdet Daad, efter at
have besejret alle de Vanskeligheder, der stadig var kaldte
uovervindelige, da vi græd salige Taarer — det vil leve frisk og
styrkende i vor Erindring, til al Tænken forgaar."
Det skulde desværre ikke vare længe, før al Tænken forgik
denne enestaaende Kunstner, i hvem Wagner saa’ sit Ideal af
dramatisk Sangkunst virkeliggjort, og paa hvem han grundede alt sit
Haab om en ny stor Stil. Næppe var Schnorr vendt tilbage til
Dresden, før han paadrog sig en Forkølelse, og i Løbet af et Par
Dage døde han af „springende Gigt". At han nu ikke kom til at
synge Siegfried, var hans største Sorg. „Farvel Siegfried! trøst min
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
