Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Frederik Poulsen: Religiøs Litteratur
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
272
Religiøs Litteratur 272
Fødsel var det første (men ikke det eneste) „glade Budskab" (évayyéka),
der skænkedes Verden ved ham (Athenische Mitteilungen XXIV, 288). Som
man ser, den kristne Etymologi var allerede skabt for Kristi Fødsel.
Aaret 1904 er et af de betydningsfuldeste Aar i dansk Religionshistorie,
enestaaende rigt paa Vidnesbyrd om det religiøse Liv herhjemme.
Gammelt og nyt mødes, hele tre Generationer holder litterært Stævne. Der
er Feilberg, det sidste friske Skud af vor gamle fine Præstekultur. Der er
Dr. Rasmussen som Repræsentant for Realiemen med dens Friskhed og
dens Ensidighed, med dens Glæde over i Fysiologi og i Patologi at have
fundet Forklaringen for alle psykiske Fænomener. Denne Retning fandt
i samme Aar sit Ekstrem i en Bog af den danske Diogenes, Dr. E. J e
s-sen (Oversigt over de religiøse Illusioners Historie), i hvilken religiøs
Tro og Overtro paa det blodigste forhaanes i et ejendommeligt kort,
hadsk Sprog. Med al Respekt for denne Bogs Lærdom og dens Vid,
der til Tider kan virke befriende, i hvert Fald nok kan bringe mangen
ung Teolog til at svimle, saa er dog Sejren over vor „konstitutionelle
Arveforrykthed" fidt for letkøbt. Det er med Religion som med
Kærlighed — intet er lettere end at vise deres Latterlighed og derfra godtgøre,
at Jorden er én stor Daarekiste. Men netop da vi saa godt som alle er
arveforrykte, ligger det dog nær, at vi bærer over med hinanden.
Det er Reaktionen mod Løsenet: tout comprendre, c’est tout
pardonner, der unægteligt ogsaa kan føre vild. Men lægger man Vægten
paa det første: tout comprendre, da har man den nye Tids Stilling over
for de religiøse Problemer. Og i Ordene ligger der mere end den klare
Forstaaen, nemlig et Krav om personlig Tilegnelse, en Sympati, der er i
Slægt med Digterens over for sine Skikkelser. Foruden Dr. Lehmann
har ifjor ogsaa en anden Repræsentant for denne Retning haft Ordet,
nemlig Ryberg-Hansen med sin fine, aandfulde „Evangeliebog".
Og i samme Aar har H. Pontoppidan i „Lykke-Per" forkyndt et
Naturevangelium af en Dybde og Skønhed, som havde Tankerne fra
Halvfjerserne først her (med Aristoteles’ Udtryk) „fundet deres Natur". Han
fører med fast Haand Livet tilbage i dets Skranker, blotter det for al
Tro om Guds Styrelse og Retfærds endelige Sejr med en Konsekvens,
der minder om Sofisterne og Thukydid, og saa lidt som de forfalder
han derover til Mismod og Lovløshed. Thukydid skaber sit Historieværk
som et xiijtn sk ad, som en Lærebog for kommende Slægter til at styre
gennem Livet, som det nu engang er, med klog Iagttagelse af Vind
og Strøm. Pontoppidans Moral er — ægte dansk — mere passiv, men
han taler dog tydeligt nok om Naturens Miskundhed, om Menneskets
Evne til at klamre sig til Jorden, selv om Rødderne synes faa og svage.
Tag al Tro, ja, al Sundhed og Lykke fra Mennesket, han vil gribe om
det, der er tilbage, med alle Fibre vil han leve. Dette er Tanker, der
ikke blot afslutter en Udvikling, men bereder Jordbunden for en ny. det
er en Røst ude fra det levende Liv, der gaar sin Gang, ubekymret om al
Grublen, og dog øger den Sjælelivets Rigdom, der aldrig faar Ende.
Frederik Poulsen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
