Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Poul Levin: Familien Salomon i Henrik Pontoppidans „Lykke Per“
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
de Kristne i altfor mørke Farver, sagde de uoverlagte Ord: „Med
saadanne Følelser skriver man en Roman.“ Det er netop det,
man ikke gør, thi Følelserne var ikke ægte. De Ord, der i
Goldschmidts Erindringer staar efter P. L. Møllers Udbrud, burde
altid følge med En Jøde, thi Bogen forstaas ikke uden dem. Der
staar:
„Samme Nat skrev jeg Slutningskapitlet af „En Jøde“, ikke
fuldstændigt og nøjagtigt, som det senere blev trykt, men
temmelig nær.
Den Tid, der hengik mellem Møllers Afskedshilsen og dette
Kapitels Tilblivelse, kan jeg ikke gøre Rede for. Jeg maa vel
have studset over at have en Roman i mig og i det Indre
ligesom gjort et Spring paa Byttet. Et omtrentlig Omrids af
Fortællingen maa i stor Hast være kommet tilstede i Sindet,
Skikkelser, der skulde bruges, maa flygtigt have vist sig; men det
Mørke og Uhyggelige, det, som svarede til vor Samtale og
Øjeblikkets Eksaltation, trængte sig mest frem, gjorde først Fordring
paa Form og kom derved til at udøve et Tryk paa den hele
Komposition, som fulgte efter. Den blev ganske anderledes et
Fantasiværk og fik et helt andet Præg, end Tilfældet vilde være
blevet, hvis jeg i Ro og Mag og reflekterende havde samlet og
brugt Virkeligheden.“
Det er Slutningen, P. L. Møllers Værk, der gør En Jøde til
den urimelige og farlige Bog, den er blevet, thi det øvrige
passer altfor godt til den — i Modsætning til Lykke Per, hvis sidste
Kapitel sikkert ikke er skrevet først, og som staar saa ganske i
Modsætning til det foregaaende.
En Jøde er Lykke Per vendt om: en ung ærgerrig Jøde, der
forgæves søger at hæve sig gennem Samfund med de Kristne.
Det er atter her Barndommen, som har Magten. Per strander,
fordi hans Barndomshjem var for ulykkeligt, Jakob fordi hans
var for lykkeligt. Barndommet, Mindet om hans Slægt, om hans
Forældre, utallige skønne Erindringer binder ham til
Jødedommen, der atter skiller ham fra Thora. Jeg kan ikke forsage
dem,“ skriver han til hende, „rive mig løs fra dem, jeg kan ikke
kaste dem ud af min Sjæl, det vilde være, som om jeg jog min
Moder ud af mit Hus at betle blandt Fremmede.“
Men den store Forskel paa de to Bøger bestaar deri, at
Pontoppidan vidste, for hvem han skrev, og at Goldschmidt ikke
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
