Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Holger Pedersen: To danske Sprogforskere
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
882
To danske Sprogforskere
i Udtalen, hvad enten de er gamle eller ny. Maaske fremkommer
de fleste Forandringer i Udtalen samtidig med, at en ny
Generation vokser op; men nogen meget stor .Betydning for
Diskussionen har dette Forhold dog næppe.
Vi er nu naaet til det Punkt, hvor Nyrop standsede. Men for
en Sprogfilosof som Jespersen maatte det være utilfredsstillende
at standse her. Et Par Uger efter, at Nyrop havde disputeret,
mødtes han i Filologisk Samfund med stud. mag. Otto Jespersen
til en Drøftelse af Spørgsmaalet, og Jespersen fremsatte derefter
sine Anskuelser paa Tryk i et dansk og et tysk Tidsskrift;
fornylig har han paany præciseret dem i sin Bog „Phonetische
Grundfragen". Jespersen har søgt at paavise, at
Lydforandringerne kan have mere sammensatte psykiske Aarsager end dem,
vi har nævnet hidtil; og han har paa flere Punkter Ret.
Mindst Betydning har det, at Følelse og Sindsstemning spiller
med ind. Naar man smiler, kan man komme til at udtale m
med Læbe og Tænder i Steden for med begge Læber. Et rigtigt
afvisende Sludder udtales ikke blot med en meget lang
Begyn-delseslyd, men det er oven i Købet som oftest ikke et s, men
et tysk sch; denne Lyd passer vel bedre end s til den
Grimasse, som er Sindsstemningens Udtryk. Man dvæler længe paa
n i næ (nej), dels med drævende, farveløs Udtale, naar man
betænker sig paa Svaret, dels som et Slags Tilløb til den livlige
Betoning af Ordet, som er Tegn paa den største Overraskelse
blandet med Bebrejdelse. En svensk Sprogforsker gør
opmærksom paa, at lilla vän i kælende Tale kan blive til lylla vön, og
vi kan tilføje: ligesaa hos os. Man vil meget let forstaa, hvad
det er for en Udtale, der sigtes til, naar Forfatteren Knud
Knudsen Hjortø („Folk" 1903, S. 95) karikerer en følelsesfuld
Deklamation paa følgende Maade:
„Jeg elsker Havet naar! Jeg elsker dæ-t,
Det stormer vildtt! naar Fladen løgger myldt —"
De første to Linjer skal aabenbart fremstødes med en vild Kraft,
der standser et Øjeblik ved Lyden t i vildtt for derefter at lade
den eksplodere desto voldsommere. Derefter følger en blid,
inderlig Stemning, der dvæler ved Ordene elsker og dæ-t og i
sidste Linje smelter helt hen i Rørelse og forvandler ligger mildt
til løgger myldt. Men alle den Slags Afvigelser fra den sædvan-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
