Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Februar 1907 - Edv. Lehmann: En buddhistisk Roman
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
176
En buddhistisk Roman. 176
svenske Filolog Cavallin om Rydbergs historiske Romaner; nu er man
vel nærmest stemt for at mene, at denne Bogform heller ikke har
Fremtiden for sig, og at man i hvert Fald vil vise den fra Parnasset
hen til Oplysningsdepartementet.
Og yderligere er denne Studerekammerroman trængt til Side af
en litterær Produktion fra de sidste ti—tyve Aar, som tjener et
lignende Formaal, men som er langt bedre: nemlig den Digtning, der
udspringer af fjerne og sjældne Oplevelser ude omkring paa Kloden, og
som især Rudyard Kipling og Pierre Loti repræsenterer. De Folk har
været derude og set det selv, og naar de kaster Blikket tilbage i
Fortiden, saa er det ogsaa baaret af dette Selvsyn. Derfor kan de virkelig
digte om disse Ting og maa ikke sidde og pille deres Læsning
sammen for at faa et Billede frem. Kipling kan male Indien for os og give
os en levende Buddhist, fordi han har boet i dette Land og mødt
den Slags Folk i Livet. Hans „Kim" bliver derfor en virkelig indisk
Oplevelse for Læseren, og gennem hans gamle Lama bliver man
personlig berørt af Buddhisme. Han gaar ikke og udvikler Buddhismen*
hver Gang han lukker Munden op; men han taler ud fra Buddhismen
som et Menneske, hos hvem den er Kød og Blod; derfor rammer det
ogsaa Mennesker af Kød og Blod; de føler uvilkaarligt, hvad ogsaa
lærde Folk maa underskrive: at den Kulør er ægte.
Det man savner mest i Gjellerups Bog — og nu navnlig, da man
kender Kipling — er et levende indisk Landskab; den „Natur", han
sætter os i, er en anstrengt Mosaik af Farver og Lys og Blomster
med svære Navne; man ser ikke noget i al denne Pragt: „Imidlertid
var de gyldne Flammer paa den vestlige Himmel slukkede i
brændende Orangetunger, der nu mere og mere smæltede ud i en hed
Skarlagensglød. Rundt om lyste Markerne grønnere og grønnere, som
om Jorden var en Smaragd, der blev gennemstraalet indefra. Men
allerede spandt en drømmeagtig violet Dunst sit Net i det fjerne, medens
en næsten oversanselig Purpurflod — halvt Lys, halvt Skygge —
syntes at sænke sig overalt." Kipling nøjes med mindre; men det kan
man se, — formodentlig fordi han selv har set det: „Om Aftenen, da
Luften lugtede af Røg og Himlen fik kobberrøde og turkisblaa Farver
ude over Markerne, behagede det hende at befale, at hendes Palankin
skulde sættes ud i den skidne Forgaard ved de rygende Faklers Skær."
Bedre gaar det med det indiske Aandsliv, som man jo kan kende
af Bøger, og som ogsaa er Hovedsagen i denne Bog. Den skal vise,
hvad det vil sige, det som Buddha gjorde og forkyndte: at gaa „fra
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
