Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
saatlernes Bøns Skyld.« [Chr. I Ils Hist. II 448].
Eller Lensmanden paa Bergenhus 1.576, der var
syg, levede som et ufornuftigt Dyr, vilde
fortvivle og sad en hel Vinter paa Slottet i Bergen
og vilde ikke høre eller vide noget af Gud; indtil
han endelig formedelst den almindetige Kirkebøn
i alle Kirker for ham kom sig igien«. [Norsk
Mag. II 33]. Enhver anden Behandlingmaade af
Sygdom, selv om den holdt sig nok saa nær til
det kirkelige, var derimod strengt taget kun Tvivl
og Synd. Det maatte derfor billiges, naar man
f. Ex. skred ind mod den paa Fyen udbredte
Skik at helbrede Øjensvaghed og Susen for Ørene
ved indviet Altervin. [Sulims Samlinger II 2,145].
Men selvfølgelig tyede dog mange til
Anvendelse af formentlige Lægemidler, det er: Midler,
der ved deres egen Kraft, uafhængig af Bøn,
skulde kunne virke. Den til Grund liggende
Dobbelthed i Tankegang har fundet et naivt
Udtryk i en Ligtale over Christian III, holdt af
den kongelige Livlæge Jacob Bording, der efter
Tidens Skik samtidigt var Teolog. Han siger:
Men endskøndt Kong Ezechias ikke tvivlede om
Guds Forjættelse, at han skulde leve længere,
forkastede han dog ikke Lægernes Raad, men
lod et Plaster berede af Figen, for at faae den
Byld lægt, hvoraf han var plaget.«
I disse Ord brydes ubevidst men dog
tydeligt to forskellige Naturopfattelser, Teologens og
Lægens. Hvilken der var den stærkeste frem-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
