Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
det fremkaldes altsaa ikke af Værket som en Helhed,
men som en Samling af mange mindre, gode Digte.
De Digtarter, som for Poe bliver de højeste, er paa
denne Maade naturligvis det rent lyriske Digt og
Novellen.
Jevnført med dette Kunstideal behøver Poes
literære Syrn- og Antipathier, som de har givet sig
Udtryk i hans kritiske Afhandlinger, ingen
Kommentarer. Blandt Moderlandets, Englands, Digtere elsker
han højest Shelley ogKeats, — Keats, den mest
artistiske blandt de unge, hvis Digtning bæres af
Indbildningskraften alene, og for hvem alle Indtryk og
Stemninger omsætter sig i sanselig Form, — Shelley,
cor cordium, hvis Hjerte var som Verdensaltets, hvis
Fantasi var Naturens egen, og hvis Digtnings Musik
var som Sfærernes. Tennyson faar mention honorable
som den mindst «jordiske», medens Poe derimod
griber enhver Lejlighed til at anfalde Søskolen for
den didaktiske og moraliserende Ballast i dens
Digtning. For den gamle Skole, o: den engelske
Klassicisme, har han ikke meget tilovers — Johnson maa
nøjes med saadanne Epitheter som «the huge bulk»
og «the Elephant» — og hvad Poe mest beundrer
hos Shakespeare, er de romantiske Dramer, som
«Skjærsommematsdrømmen». De gamle Barder og
Minnesangere stiller han himmelhøjt over Alverdens
episke Digtning, og Thomas Moore, der selv synger
sine Viser, er for ham Idealet af en Digter. Et
Digterværk, som han stadig vender tilbage til, er
Fouqués «Undine». «For én Fouqué findes der
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
