Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
var syg, — den eneste Forklaring, den eneste Grund,
den staaende Undskyldning, som hun anvendte, naar
hendes Søn befandt sig i en af disse Goldhedsperioder,
som de nervøse Forfattere kj ender saa godt, — og
uden at hun nogensinde lod en Stavelse komme over
sine Læber, der kunde fortolkes som en utaalmodig
Tvil paa eller en formindsket Tillid til hendes
Ynd-lings Geni og gode Villie. Da hendes Datter døde,
sluttede hun sig til den overlevende med forøget
moderlig Varme, hun levede hos ham, tog Vare paa
ham, forsvarede ham mod Livet og mod ham selv.»
Og da hun faar Underretning om hans Død, skriver
hun et fortvilet Brev til Willis, hvori hun beder
ham tale godt om den døde og fremfor alt nævne,
hvilken kjærlig Søn han har været for hende.
Den lille Husholdning var næsten altid paa
Feltfod, da Herskerens Trækfuglenatur umuliggjorde et
langvarigt Ophold paa samme Sted. I de nærmest
følgende ti Aar havde Poe Ansættelse snart ved ét
literært Foretagende, snart ved et andet, i Richmond;
i New York, i Philadelphia. Hvor han viste sig,
var det, som om hans magiske Pen satte
Tidsskrifterne i Stand til at skrabe Guld med Spader. Et
Sted forhøj er han Subskribenttallet fra 700 til
hen-imod 5000, et andet Sted fra 5000 til henimod et
halvt hundredetusend; men selv vedblev han at være
lige fattig, saa fattig, at han bestandig maatte byde
sit Geni den literære Daglejers Arbejdskaar* Og
hvor han kom, myldrede der Fiender op omkring
ham, — de ukj endte, usynlige Fiender, det literære
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
