Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
ensstemmelse med uforanderlige Naturlove, altsaa
normale.
i Naaet til dette Punkt sluttede Bourget:
»Samtidens Bevidsthed maa nødvendigvis vælge mellem
Pessimismens Konklusioner og Troen paa det
overnaturlige. Dette er Krisen for idag og imorgen.»
Og ifølge dette selvopstillede enten-eller tog han
og-saa Parti. Til en Begyndelse søgte han at undgaa
det vanskelige Valg ved at tage sin Tilflugt til en
sentimental Skepsis og til en «religion de la
souf-france humaine». Da det senere gik op for ham, at
dette ikke var noget Standpunkt, ikke var at give
Slægten et nyt positivt Ideal for individuel Livsførelse og
almen Kulturudvikling, hvortil den havde Behov, da
skrev han Fortalen til «Le disciple», i hvilken Aanden
slipper sit Tag og hele Ud viklingskj eden lynsnart
slappes og ruller sig baglængs op igjen. Han gav
en Parole: det var Vanmagtens. Det første Skridt
havde været den fortvilede graadmilde Raadvildhed,
det andet Skridt blev det renegatblinde Had mod
Nutidsvidenskaben. I Slutningskapitlet af «Mensonges»
havde Bourget opstillet den moderne Forfatter og
den katolske Prest imod hinanden som Repræsentanter
for de tvende samtidige Kulturmagter og
Kulturstrømninger. I «Le disciple» personificerer han den moderne
Psychofysiologi samt lader sin homunculus nedskydes
som et umælende Dyr. Og i «Cosmopolis» valfarter
han selv i Dorsennes Skikkelse til den hellige Stol,
for af en gammel pavelig Zouavs Mund at høre de
Sandhedsord, der alene kan holde en oppe i Livet.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
