Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
mener da ikke, at det er muligt for os at leve sammen, efter
hvad der er passeret? — Mener De, at det er muligt?“ tilføjede
hun med hævet Røst. „Naar min Mand, mine Børns Fader, staar
i Forhold til deres Guvernante, saa...“
„Hvad skal jeg dog gøre? Hvad skal jeg dog gøre?“ spurgte
han i en ynkelig Tone, idet hans Hoved sænkede sig mere og
mere forover.
„Jeg væmmes ved Dem! De er mig modbydelig!“ skreg hun
og talte sig selv hidsigere og hidsigere. „Deres Taarer er Vand.
De har aldrig elsket mig og har hverken Hjerte eller Æresfølelse.
Jeg finder Dem afskyelig — væmmelig og betragter Dem som
en fremmed, som en vildfremmed.“ Det sidste Ord, som hun
selv fandt skrækkeligt, sagde hun med et stærkt Udtryk af Vrede
og Smerte.
Han saa’ forbavset paa hende og ræddedes over den Harme,
han læste i hendes Ansigt. Han forstod ikke, at det netop var
hans Medlidenhed, der ophidsede hende. Og den ophidsede hende,
fordi hun kun fandt denne Følelse, men ikke Spor af Kærlighed
hos ham. — „Nej, hun hader mig,“ tænkte han. „Hun tilgiver mig
aldrig. Aa, det er forfærdeligt — skrækkeligt!“ sagde han halvhøjt.
I dette Øjeblik gav et af Børnene i Værelset ved Siden af
sig til at græde. Saa snart Darja Alexandrovna hørte denne Lyd,
formildedes hendes Ansigt. Et Øjeblik sad hun, som om hun
ikke vidste, hvor hun var, og hvad hun skulde gøre; saa rejste hun
sig hastigt og gik hen til Døren.
„Hun elsker da i det mindste mit Barn,“ sagde han til sig
selv, da han saa’ Forandringen i hendes Ansigt. „Men naar hun
elsker det, hvor kan hun saa hade mig? — Dolly, blot et Ord
endnu,“ bad han og gik efter hende.
„Dersom De følger efter mig, kalder jeg paa Tjenestefolkene
og Børnene og fortæller dem alle, hvad De er for en Slyngel.
Jeg tager bort i Dag, saa kan De leve sammen her med Deres
Elskerinde.“ — Hun gik ud og smækkede Døren i efter sig.
Stepán Arkádjevitsch sukkede, tørrede Sveden af sin Pande
og gik langsomt ud af Stuen. „Matvej siger, at det nok vil gaa i
Orden alt sammen, men hvordan skal det ske?“ tænkte han. „Jeg
ser ingen Mulighed derfor. Aa, hvor det er forfærdeligt! Og hvor
det dog var trivielt at høre hende skrige saadan op,“ tænkte han
videre, idet han mindedes Ordene „Slyngel!“ og „Elskerinde!“
— Blot Tjenestepigerne ikke har hørt det!“ Han stod et
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
