Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Grinjevitsch, idet han hentydede til en af de i Sagen indviklede
Personer.
Stepán Arkádjevitsch svarede ikke, men lagde sit Ansigt i
alvorlige Folder for derved at antyde, at det var upassende af
Grinjevitsch at udtale sin Dom, inden Sagen forelaa til
Kendelse. — „Hvem var det, der før kom ind?“ spurgte han
Betjenten, da denne viste sig i Døren.
„Det var én, som uden videre trængte ind, medens jeg stod
og vendte Ryggen til. Han spurgte efter Deres Excellence, men
jeg sagde, at han først kunde faa Dem i Tale, naar Mødet var
forbi.“
„Hvor er han?“ spurgte Oblonskij og gik ud af Værelset
sammen med Betjenten.
„Han er vist ude i Forsalen. Der var han da i det mindste for
et Øjeblik siden. Men der er han jo!“ sagde Betjenten og
pegede paa en kraftig, bredskuldret Mand, med et tæt, krøllet Skæg,
som hurtigt og let kom gaaende op ad Stentrappens slidte Trin.
En Embedsmand, der netop i det samme gik ned ad Trappen med
sine Akter under Armen, stod et Øjeblik stille, saa’ haanligt ned
paa den fremmedes Fødder og tilkastede derpaa Oblonskij et
spørgende Blik. Denne straalede af Glæde, da han fik Øje paa
den kommende.
„Hvad ser jeg! Det er jo Ljevin[1]!“ raabte han, idet han
betragtede den anden med et venligt, men lidt spodsk Smil. „Saa
du har virkelig ikke holdt dig for god til at opsøge mig her i
denne Hule,“ vedblev han, idet han ikke nøjedes med at trykke
sin Vens Hænder, men kyssede ham paa begge Kinder. — „Har
du været her længe?“
„Nej, jeg er lige kommet og længes saadan efter at tale med
dig,“ svarede Ljevin lidt undselig, idet han urolig og lidt
ærgerligt saa’ sig om til alle Sider.
„Lad os gaa ind i mit Kabinet,“ foreslog Stepán
Arkádjevitsch, der kendte sin Vens Undselighed og Pirrelighed. Saa
greb han hans Haand og trak ham efter sig, som om han vilde
lodse ham gennem et Farvand fuldt af Klipper og Skær.
Stepán Arkádjevitsch var dus med de fleste af sine
Bekendre: med gamle Folk paa tresindstyve Aar og med ganske unge
Drenge paa tyve; med Generaler og Ministre, med Skuespillere
og Købmænd. Han var dus med alle dem, han havde drukket
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
