Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Champagne med, og han drak Champagne med alle mulige
Slags Mennesker. Sin Duskammerat Ljevin havde han for
Resten ikke gjort Bekendtskab med paa denne Maade. De var
omtrent jævnaldrende øg havde været Venner fra deres første
Barndomsaar. Til Trods for deres højst forskellige Karakter og Smag
holdt de dog af hinanden, som kun Barndomsvenner kan det,
hvilket ikke hindrede enhver af dem i at se ned paa den andens
Livsvirksomhed. Oblonskij kunde ikke tilbageholde et lidt
ironisk Smil, hver Gang han traf sammen med Ljevin. Mange
Gange havde han set sin Ven komme ind til Moskvá fra sit
Gods, hvor det hed sig, at han havde noget at bestille, men
hvad det var, havde Stepán Arkádjevitsch aldrig rigtig kunnet
forstaa, og han interesserede sig for Resten heller ikke derfor.
Naar Ljevin saa kom til Byen, var han altid urolig, febrilsk, lidt
beklemt og selv irriteret over sin Beklemthed. Og næsten hver
Gang førte han med sig en hel ny og overraskende
Livsanskuelse. Stepán Arkádjevitsch fandt, at der var noget
latterligt, men tillige ganske elskværdigt i alt dette. Ljevin foragtede
ogsaa i sit inderste det Liv, Oblonskij førte i Moskvá, betragtede
hans Tjeneste som rene og bare Narrestreger og lo af hele hans
Virksomhed. Men medens Oblonskij spøgte paa en godmodig
maaske lidt selvtillidsfuld Maade, kom Ljevin let ud af sin
Sindsligevægt og ærgrede sig.
„Jeg har længe ventet dig,“ sagde Stepán Arkádjevitsch, idet
han gik ind i sit Kabinet og samtidig slap Ljevins Haand, som
om han derved vilde vise, at Faren nu var overstaaet. „Jeg er
meget glad over at se dig,“ vedblev han, da de var kommet
indenfor. „Naa, lad mig nu høre, hvordan du har det, og hvad du
bestiller? Naar kom du?“
Ljevin tav og saa’ hen paa Oblonskijs to Kolleger, hvis
Ansigter vare ham fremmede. Det var særlig Grinjevitsch’s lange
hvide Fingre og buede Negle, samt hans store
Diamants-Mansketknapper, der i den Grad lagde Beslag paa hans
Opmærksomhed, at alle hans Tanker syntes at være fuldstændig
optagne. Oblonskij lagde Mærke dertil og smilede.
Tillad mig at forestille de Herrer for hinanden,“ skyndte
han sig at sige. „Det er mine Kolleger Philip Ivanovitsch Nikitin
og Mikhail Stanislavovitsch Grinjevitsch; øg det er“ — her
vendte han sig mød Ljevin — „min Ven Konstantin Dmitrjevitsch
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
