Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
„Ja, lad os det,“ svarede Ljevin og stirrede igen med et
næsten forbitret Udtryk paa Grinjevitsch’s Haand.
„Men er det ikke dig, der en Gang har sagt, at du aldrig vilde
gaa med Klæder, som var syede og skaarne paa europæisk Vis?“
spurgte Oblonskij og smilede næsten umærkeligt, idet han
betragtede sin Vens splinterny Dragt, der øjensynlig var syet efter
sidste Parisermode. — „Det er vel ogsaa en Følge af dine
forandrede Anskuelser, at du gaar saadan klædt paa?“
Ljevin blev pludselig rød helt op over Ørene ligesom en
undselig Dreng, og denne barnlige Rødme passede ikke rigtig til
hans kloge, mandige Ansigt. — „Kan vi ikke mødes et eller
andet Sted?“ sagde han uden at besvare sin Vens Spørgsmaal.
„Jeg maa absolut tale med dig!“
„Lad os spise Frokost hos Gurin,“ foreslog Oblonskij efter
et Øjebliks Betænkning. „Der kan vi tale i Ro lige til Klokken
3; saa længe har jeg nemlig fri.“
„Nej, det kan jeg ikke,“ svarede Ljevin efter at have tænkt
sig om. „Jeg skal et Sted hen inden den Tid.“
„Godt! Lad os da spise til Middag sammen.“
„Til Middag? Lad gaa. Men det er kun et Par Ord, jeg har
at sige dig, et Spørgsmaal, jeg vil gøre dig.“
„Saa kan vi afgøre det nu. Siden, naar vi spiser til Middag
sammen, kan vi altid tale videre om Sagen.
„Ja, det er for Resten ikke noget vigtigt,“ forsikrede Ljevin.
Men ikke desto mindre kunde man se, at han kæmpede en
fortvivlet Kamp for at faa de Par Ord over Læberne. — „Hvordan
har Tscherbatzkijs det? Staar alt til ved det gamle hos dem?“
fik han endelig sagt.
Stepán Arkádjevitsch, som længe havde vidst, at Ljevin var
forelsket i hans Svigerinde Kitty, svarede smilende og med et
skælmsk Blik: „Ja, nu har du sagt de to Ord, men jeg kan ikke
svare dig paa samme kortfattede Maade, for... Aa, undskyld
mig et Øjeblik!“ udbrød han pludselig, da han saa’ en af
Rettens Sekretærer komme ind med nogle Akter under Armen.
Den unge Mand nærmede sig Oblonskij med ærbødig
Fortrolighed og med den beskedne Bevidsthed, at han forstod sig
langt bedre paa Sagerne end hans foresatte. Idet han gav sig
Skin af at ville gøre en Forespørgsel, begyndte han at fremsætte
sine Anskuelser om, hvorledes de forskellige Vanskeligheder i
det foreliggende Spørgsmaal burde løses, men uden at høre ham
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
