Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
før. — „Jeg vidste ikke, at De løb paa Skøjter, og det oven i
Købet saa udmærket,“ begyndte han lidt efter for at føre Talen
hen paa noget andet.
Hun betragtede ham opmærksomt, som om hun ønskede at
gætte Grunden til hans Forvirring. „Naar en saadan Ros kommer
fra Dem, maa man jo føle sig stolt over den. Her mindes man
Dem endnu som vor bedste Skøjteløber,“ sagde hun og strøg
Rimen af Muffen med sin lille behandskede Haand.
„Ja, jeg har virkelig engang været en lidenskabelig
Skøjteløber og søgt at drive denne Kunst til Fuldkommenhed.“
„De gør nok alt med Lidenskab,“ bemærkede hun smilende.
„Jeg kunde have Lyst til at se Deres Færdighed. Spænd et Par
Skøjter paa, saa løber vi sammen.“
Sammen? Er det ogsaa muligt?“ tænkte Ljevin og saa’ paa
hende. — „Nu skal jeg skynde mig at skaffe et Par,“ svarede
han højt og ilede hen til Manden, der lejede Skøjter ud.
„Det er længe siden, vi har set Herren her; der er ikke en
af de andre, der kan maale sig med Dem,“ sagde denne, idet
han skruede Skøjterne paa Ljevin. „Er det godt saaledes?“
spurgte han og spændte Remmene fastere.
Ganske udmærket — fortræffeligt! Skynd dig blot,“ svarede
Ljevin, hvis Ansigt straalede af en Lyksalighed, som han ikke
kunde skjule. „Ja!“ tænkte han, „nu véd jeg, hvad det vil sige at
leve og at være lykkelig. Skal jeg fortælle hende det straks?
Nej, jeg tør ikke, for nu er jeg saa lykkelig i Haabet, og hvis...
Jo, vist saa, jeg maa ud med Sproget! Nu ingen Svaghed!“
Han kom paa Benene, tog sin Overfrakke af og prøvede sin
Færdighed paa den ujævne Is ved Kanten. Saa fór han langt ud
paa den spejlglatte Isflade, hvor han, kredsende rundt eller
løbende lige ud, sættende Fart paa eller mindskende den,
bevægede sig saa let og sikkert, som om det hele gik ganske af sig
selv. Da han kom i Nærheden af hende, følte han sig ængstelig
igen, men hendes Smil beroligede ham atter.
Hun gav ham Haanden, og saa løb de sammen, idet de lidt
efter lidt forøgede Farten, og jo hastigere det gik, desto stærkere
følte han Trykket af hendes Haand.
„Ja, havde jeg løbet med Dem før, vilde jeg have lært Kunsten
hurtigere,“ bemærkede Kitty, medens de ilede fremad Haand i
Haand. „Sammen med Dem føler man sig saa sikker.“
„Jeg har den samme Følelse af Sikkerhed, naar De støtter
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
