Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Dem til mig,“ svarede han, men saa snart han havde sagt det,
blev han rød i Hovedet af Forfærdelse over sin egen Dristighed.
Ligesom Solen, der skjuler sig bag Skyerne, forsvandt det
venlige Udtryk straks fra hendes Ansigt; hun saa’ ud, som om hun
grublede over noget, og der viste sig en lille let Rynke paa
hendes Pande.
„Er der noget, De er ked af? — Men det er sandt, det har
jeg jo ikke Ret til at spørge Dem om,“ skyndte han sig at tilføje.
„Jeg? — Men hvor falder det Dem dog ind?“ svarede hun
koldt. — „Har De hilst paa Mlle Linon?“
„Nej, endnu ikke.“
„Saa skulde De gøre det. Hun sætter saa megen Pris paa
Dem.“
„Hvad skal det dog sige? Jeg maa have bedrøvet hende.
Staa mig bi, du min Gud og Skaber!“ tænkte Ljevin, og styrede
i en Fart hen mod den franske Guvernante, der sad og holdt
Udkig med Kitty fra sin Bænk. Hun hilste paa ham som paa en
gammel Ven, viste smilende sine falske Tænder og rystede sine
graa Lokker.
„Ja, hun er nu en stor, voksen Pige,“ sagde hun til ham, og
saa’ hen paa Kitty — „og vi bliver gamle.“ Og hun mindede ham
om, hvor ofte han havde spøgt med Kitty, medens denne endnu
var lille. — „Naa, men nu skulde De røre Dem lidt igen,“
foreslog hun ham. „Synes De ikke, at hun kommer godt efter det?“
Da Ljevin atter kom hen til Kitty, var det strenge Udtryk i
hendes Ansigt forsvundet, og hendes Øjne saa’ atter ligesaa
frimodige og milde ud som ellers. Det forekom ham dog, at der
nu var noget bevidst og afmaalt i hendes Venlighed, og det
bedrøvede ham. Efter at hun havde underholdt ham om den gamle
Guvernante og hendes Særheder, begyndte hun at spørge ham ud
om, hvorledes han levede paa sit Gods.
„Keder De Dem ikke derude om Vinteren?“ spurgte hun.
„Nej, jeg har ikke Tid til at kede mig,“ svarede Ljevin, der
ærgrede sig over hendes Ro, som et Øjeblik syntes at paavirke
ham selv.
„Bliver De her længe?“ spurgte hun atter.
„Jeg véd det ikke,“ busede det ud af ham. Den Tanke, at
han ved at slaa ind paa den samme rolige og venskabelige Tone
som hun, maaske atter vilde blive nødt til at rejse hjem med
uforrettet Sag, drev ham til Oprør.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
