Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
"104
Anna Karénin
Ære, beder jeg Dem om at glemme, hvad de nylig sagde, lige-
som jeg vil glemme det.”
»Jeg hverken vil eller kan nogen Sinde glemme et eneste af
Deres Ord, et eneste Udtryk i Deres Ansigt," sverede han og
saa” hende lidenskabeligt ind i Øjnene.
»Ti! Ti!" sagde hun indtrængende, idet hun forgæves søgte
at give sit Ansigt et strengt Udtryk. Hun skyndte sig op ad Trin-
nene og standsede et Øjeblik i Døren for at genkalde i sin Erin-
dring, hvad hun nys havde oplevet. Skønt hun ikke kunde huske
Ordene, der var faldne imellem dem, havde hun dog en bestemt
Følelse af, at denne korte Samtale havde ført dem endnu nær-
mere sammen end før, og hun var baade glad og forfærdet der-
over. Hun gik ind i Kupeen og satte sig paa sin Plads. Det ner-
vøse Anfald, som hun havde været Bytte for, inden hun steg ud,
overfaldt hende nu atter og blev saa stærkt, at hun frygtede for,
at alle hendes Nerver skulde springe. Hun lukkede ikke et Øje
hele Natten; gøglende Billeder drog forbi hende, det ene efter
det andet, ikke mørke og ubehagelige, men lyse og oplivende.
Først henad Morgenstuden faldt hun i Søvn, og da hun vaag-
nede, var det høj lys Dag og Toget i Nærheden af St. Peters-
borg. I samme Nu som hun slog Øjnene op, fløj hendes Tanker
hen til Manden, Sønnen, Hjemmet og de smaa Sorger og Be-
kymringer, der ventede hende dér baade i Dag og de følgende
Dage.
Saa snart Toget standsede, steg hun ud. Det første, hun saa”
paa Perronen, var hendes Mands Ansigt. ,,Du gode Gud! Hvor
har han dog faaet de Øren fra?" tænkte hun, idet hendes Blik
uvilkaarlig dvælede ved hendes Mands store, udstaaende Øren,
der saa’ ud, som om de sad der for at holde Hatteskyggen oppe,
og stod i besynderlig Modstrid til hans kolde, men fornemme An-
sigt. Saa snart han fik Øje paa hende, gik han hende i Møde,
satte sit sædvanlige ironiske Smil op og fæstede sine store, matte
Øjne paa hende. Hun følte sig ilde til Mode, da hun mødte hans
trætte Blik; hun havde ventet at træffe ham anderledes. En
Følelse af Misfornøjelse med sig selv greb hende; hun havde
længe troet om sig selv, at hun ikke var ganske oprigtig over-
for ham — nu stod det smertelig klart for hende, at det var saa-
ledes.
»Ja, du ser, at jeg er lige saa øm som i det første Aar af vort
Ægteskab. Jeg brændte af Længsel efter at se dig," sagde han
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
