Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Anna Karénin 125
Skønt han ikke havde den fjerneste Bagtanke med, hvad han
sagde, følte Kitty sig dog lige saa forvirret som en Forbryder,
der overbevises om sin Skyld. ,Han véd, hvad der er i Vejen
med mig, og forstaar, hvad der piner mig," tænkte hun, ,,0g Me-
ningen med hans Ord er den, at man bør bære sin Ulykke og
Skam med Værdighed og se at komme ud over den." Hun kunde
ikke sige et Ord, men brast i Graad og ilede ud af Værelset.
»Det er dine sædvanlige Løjer!" skændte Fyrstinden vredt.
»Du er altid ..." Og nu begyndte hun paa en lang Straffe-
prædiken.
Fyrsten hørte paa hendes Bebrejdelser uden at sige et Ord,
men hans Ansigt blev mørkere og mørkere.
»Det skærer en i Hjertet at se hende, den Stakkel. Men du
har ingen Medlidenhed med hende og føler ikke, at enhver Hen-
tydning til, hvad der er passeret, maa smerte hende dybt. — Aa,
hvor man dog kan tage fejl af Menneskene!" sagde hun derpaa
i en hel anden Tone, og hverken hendes Mand eller Datter var i
Tvivliom, at hun nu talte om Vronskij. ,Jeg forstaar blot ikke, at man
ikke kan ramme den Slags afskyelige, samvittighedsløse Mænd."
»Det er ikke til at holde ud at høre paa," brummede Fyrsten,
rejste sig og gik hen til Døren, men blev staaende dér og sagde:
»Jo, lille Mor, vær du vis paa, at man kan ramme dem, men
siden du endelig tvinger mig til at sige min Mening, saa skal
du dog have at vide, at det er dig og ingen anden, der er Skyld i
det hele. Den Slags Fyre har man altid kunnet tugte, og det kan
man endnu; og havde du ikke selv trukket ham til Huset og op-
muntret ham, skulde jeg gamle Mand for længe siden have
udfordret den Laps paa Pistoler. Men nu kan du jo se, om du kan
faa hende rask igen. Træk du kun alle mulige Charlataner ind
til os."
Saa snart Fyrstinden hørte hans harmfulde Tone, gav hun
tabt, som hun altid gjorde, naar hun mærkede, at det var Alvor.
»Alexander, Alexander," hviskede hun grædende og gik hen
imod ham.
Skønt han langtfra havde lettet sit Hjerte endnu, formildedes
han dog straks, da han saa” hendes Taarer, og sagde:
»Ja, ja da! Jeg véd jo, at du ogsaa tager dig det nær. Hold
nu op at græde, hører du! Ulykken er jo ikke saa stor endda.
Gud er barmhjertig — Tak!" tilføjede han i sin Bevægelse uden
Leo Tolstoy: Anna Karénin 9
=
ENE IsEEER
==
Ca
mg SER
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
