Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Anna Karénin 143
var en Artikel om Pavedømmet, han fordybede sig i. En Gang
imellem tog han sig op til Panden og rystede paa Hovedet, som
om han vilde bortjage en eller anden ubehagelig Tanke. Henad
ét, hans sædvanlige Sengetid, rejste han sig og traf Forberedelser
til at gaa til Hvile. Anna var endnu ikke kommen hjem. Han tog
Bogen under Årmen og brød op. I Aften var hans Tanker ikke
som ellers optagne af Embedsanliggender: han tænkte paa sin
Hustru og paa den Fare, hun udsatte sig for ved sin Ubesindig-
hed. Mod Sædvane lagde han sig ikke straks, men gik op og
ned ad Gulvet med Hænderne paa Ryggen og Bogen i den ene
Haand, Fingeren inde, hvor han havde holdt op at læse. Han
følte, at han ikke kunde sove, inden han havde tænkt over, hvad
der var sket i Aften. Straks da han fattede den Beslutning at tale
med Anna, var det forekommet ham saa let som Fod i Hose,
men ved nu at tænke nærmere over Sagen, fandt han, at den
var noget vanskelig og indviklet.
Han var ikke skinsyg. Det vilde jo være en Fornærmelse
mod hans Kone; sin Kone skulde man have Tillid til. Men hvor-
for det? Hvorfor kunde han være saa vis paa, at hans unge Kone
altid vilde elske ham? Ja, det Spørgsmaal havde han aldrig rettet
til sig selv. Han havde altid ment, at det maatte være saaledes og
ikke kunde være anderledes. Og nu stød han med ét overfor et
Tilfælde, som hverken hans Forstand eller Logik kunde magte,
og han vidste ikke, hvad han skulde gøre, for her forelaa et
Spørgsmaal grebet ud af Livet, af det virkelige Liv, og det kendte
han ikke noget til. Han havde altid bevæget sig i em Embeds-
sfære, hvor han kun havde set et Genskin af Livet, og hver
Gang Virkeligheden var traadt ham i Møde, var han veget til
Side for den. Han følte sig som den, der rolig gaar paa en Bro,
der er bygget over en Afgrund, og saa med ét mærker, at Broen
brister under ham. Afgrunden, det var det virkelige Liv, og
Broen, den kunstige Skintilværelse, han hidtil havde ført. For
første Gang tænkte han sig Muligheden af, at hans Kone kunde
elske en anden, og denne Tanke fyldte ham med Rædsel.
Han vandrede længe frem og tilbage i alle Værelser. Først
gik han ind i den store Spisesal, som kun var svagt oplyst af en
eneste Lampe, derfra ind i den mørke Salon, hvor han kunde
skimte sit eget Billede i Legemsstørrelse over Sofaen, og ende-
lig ind i hendes Kabinet, hvor Skrivebordslysene skinnede paa
hendes kostbare Nipssager og paa Billeder af hendes Slægt og
102
REE ET DE
Rs
felter 155;
ea. 10 VI
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
