Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
252 Anna Karénin
at sige Farvel til hende med sin sædvanlige Høflighed ; han gjorde
det imidlertid og sagde et Par ligegyldige Ord til hende, fast be-
sluttet paa at opsætte enhver Bestemmelse til den følgende Dag.
Men da han var bleven ene, følte han til sin Forbavselse og
Glæde, at hvert Spor af Medlidenhed med hende pludselig havde
forladt ham, og at den Skinsyge, som i den sidste Tid havde
plaget ham, nu var forsvunden.
Han følte sig som et Menneske, der er bleven af med en
Tand, som længe har pint ham. Efter den forfærdelige Smerte og
en ubehagelig Følelse af, at noget, der er langt større end hans
Hoved, bliver halet ud af hans Kæbeben, mærker den syge plud-
selig, uden at han ret vil tro paa sin Lykke, at det, som saa
længe har forgiftet hans Tilværelse og optaget hele hans Op-
mærksomhed, ikke mere eksisterer, og at han kan leve og interes-
sere sig for andre Ting end sin Tand. Netop saaledes gik det
Karénin: Smerten havde været forfærdelig, men nu var den forbi,
og han kunde atter trække sit Vejr frit og tænke paa andet end
sin Kone.
»Hun har hverken Hjerte eller Ære i Livet, ingen Tro og
ingen Religion. Hun er en i Bund og Grund fordærvet Kvinde.
Jeg har altid set det og følt det, og det er kun af Medlidenhed
med hende, at jeg har lukket mine Øjne derfor," forsikrede han
sig selv, indbildende sig, at han altid havde haft dette Syn paa
hende. Han mindedes nu forskellige Ting i deres foregaaende Liv,
der tidligere var forekommet ham uskyldige, men som i dette
Øjeblik stod for ham som lige saa mange Beviser paa hendes
store Fordærvelse. — ,Ja, jeg tog fejl, da jeg forenede min Til-
værelse med hendes," tænkte han, ,men det er jo ikke nogen
Brøde, og følgelig bør jeg ikke gaa hen og blive ulykkelig. Hun
har hele Skylden; jeg har intet at bebrejde mig. Hun vedkom-
mer mig ikke mere, eksisterer slet ikke mere for mig."
Han tænkte nu kun paa, hvorledes han paa den bedste, for
ham selv bekvemmeste og derfor rigtigste Maade kunde afvaske
det Skarn, hvormed hun i sit Fald havde tilsølet ham. Om det
kom til at gaa ud over hende eller Sønnen, var ham saare lige-
gyldigt, naar han blot rolig kunde fortsætte sit hæderlige og
nyttige Liv.
»Skulde jeg gaa hen og blive ulykkelig, fordi denne foragtelige
Kvinde har begaaet en Brøde?" spurgte han sig selv. ,,Nej, jeg
finder nok paa Udvej; jeg er hverken den første eller den sidste,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
