Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Anna Karénin
XII
Da Anna vaagnede Morgenen efter det skæbnesvangre Vædde-
løb, gjaldt hendes første Tanke de Ord, hun havde udtalt til sin
Mand, og hun fandt dem nu saa skrækkelige og brutale, at det
var hende ufatteligt, at hun havde kunnet faa dem over Læberne.
Og hvad vilde Følgen blive? Ja, hun vidste det ikke, for han var
kørt uden at sige noget. Men hun havde nu engang sagt dem og
kunde ikke tage dem i sig igen.
»Hvorfor fortalte jeg det dog ikke til Vronskij, da han var her
i Gaar Aftes?" spurgte hun sig selv. ,,Da han vilde gaa, var jeg
lige paa Nippet til at fortælle ham det, men saa betænkte jeg
mig, vistnok fordi jeg mente, at han vilde finde det underligt, at
jeg ikke straks havde meddelt ham det. — Hvorfor sagde jeg det
ikke, jeg havde det jo dog i Sinde?" spurgte hun atter sig selv,
men i Stedet for Svar fløj en brændende Rødme hen over hendes
Ansigt. Ja, nu stod det klart for hende, at det var en Følelse af
Skam, der havde afholdt hende derfra. Hun fandt, at hendes Stil-
ling, der i Gaar Aftes var forekommet hende saa ren og klar,
ikke alene var uklar, men endogsaa haabløs. Nu frygtede hun for
Skammen og Vanæren, som hun i Gaar ikke havde haft nogen
Tanke for. Hun gøs af Rædsel, naar hun tænkte paa de Beslut-
ninger, hendes Mand kunde tage. Kunde hun ikke vente, at han
vilde jage hende ud af Huset og forkynde hendes Skam for hele
Verden? Og hvor skulde hun saa tage hen? Ja, det vidste hun
ikke. Det forekom hende i dette Øjeblik, at Vronskij ikke elskede
hende mere, øg at han begyndte at blive ked af hende. Hun
kunde og vilde derfor ikke paabyrde sig ham. De skrækkelige
Ord, som hun havde sagt til sin Mand, forfulgte hende hele Tiden.
Hun havde en Følelse af, at hun havde skreget dem ud til hele
Verden, at alle havde hørt dem og kendte dem, og hun vovede
derfor knap at se sine Omgivelser i Øjnene. Sin Kammerjomfru
kunde hun ikke bekvemme sig til at kalde paa, og end mindre
turde hun vise sig for sin Søn og Guvernanten.
Annuschka, der længe havde staaet og lyttet ved Døren, kom
endelig ind af sig selv. Anna saa” forskende paa hende og blev
helt rød i Hovedet af Forskrækkelse. Annuschka bragte hende
hendes Kjole og en Billet fra Fyrstinde Betsy. Anna læste den.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
