Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
264 Anna Karénin
og at det, han fordrer, kun vil føre til Løgn og Bedrag. Hans
Mening er ogsaa kun at pine og plage mig saa længe som muligt.
Jeg kender ham: han boltrer sig i Løgnen som Fisken i Vandet.
Men han skal ikke have den Triumf at se mig lide. Jeg skal søn-
derrive det Væv af Løgn og Falskhed, han vil fange mig i. Men
hvad skal jeg gøre? Aa, Gud, aa Gud, har der da nogen Sinde
været saa ulykkelig en Kvinde som jeg? — Nej, jeg vil sprænge
alle Lænker og Baand! Jeg skal og vil det!" raabte hun pludse-
lig, og idet hun sprang op og tvang Taarerne tilbage, gik hun hen
til Pulten for at skrive et andet Brev til sin Mand. Men i sit
Hjerte følte hun allerede, at hun ikke vilde være i Stand til at
fatte en Beslutning, der kunde rive hende ud af hendes nuvæ-
rende falske og vanærende Stilling.
Hun satte sig ved Pulten, men i Stedet for at skrive lagde
hun sit Hoved ned paa Armene og gav sig til at græde og hulke
som et Barn. Hun græd, fordi hendes Drøm om en Forandring
til det bedre var tilintetgjort, græd, fordi hun var vis paa, at alt
vilde blive ved det gamle, ja maaske endnu meget værre end før.
Nu mærkede hun, at hun satte Pris paa sin Stilling i Samfundet,
der i Morges var forekommet hende saa værdiløs, og at hun
ikke vilde være i Stand til at ombytte den med den, fornedrede
Stilling, en Kvinde indtager, naar hun forlader sin Mand og sit
Barn for at leve med sin Elsker. Hun skulde altid skjule sin Kær-
lighed, altid vedblive at være den brødefulde Hustru, der hvert
Øjeblik bævede for at blive overrasket.
Denne Skæbne forekom hende saa forfærdelig, at hun ikke
vovede at se den i Øjnene, og hun kunde slet ikke tænke sig,
hvad Enden skulde blive paa det hele. Og atter græd hun — hul
kede som et stakkels, fortvivlet Barn.
Lyden af Skridt, der nærmede sig, bragte hende til sig selv.
Hun skjulte hurtigt sit Ansigt og lod, som om hun skrev.
Kusken venter paa Svar," meldte Tjeneren ærbødigt.
»Svar? Ja straks!" svarede Anna. ,,Bed ham om at vente lidt.
Jeg skal ringe, naar jeg er færdig."
,Hvad skal jeg dog skrive?" tænkte hun. ,Hvad skal jeg be-
stemme mig til? Blot jeg havde nogen at raadføre mig med." Og
hun følte atter, at hun var fuldstændig raadvild og hverken vidste
ud eller ind. — ,Ja, jeg maa tale med Alexej," saaledes kaldte
hun i Tankerne Vronskij — ,han alene kan sige mig, hvad jeg
bør gøre; jeg vil tage hen til Betsy, maaske træffer jeg ham der,”
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
