Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
310 Anna Karénin
»Ikke andre end Familien og nogle af vore nærmeste Venner.
Kitty er der ogsaa. Kom med, saa skal jeg forestille dig for
Karénin."
Til Trods for sine liberale Ideer var Stepán Arkádjevitsch
overbevist om, at enhver maatte føle sig beæret over at gøre
Karénins Bekendtskab, Men i dette Øjeblik var Ljevin ikke rigtig
oplagt til at vurdere denne Ære, da han var aldeles optaget af
Tanken om, at han skulde mødes med Kitty. Naar undtages det
Øjeblik, hun var kørt forbi ham paa Landevejen, havde han ikke
set hende siden hin skæbnesvangre Aften i hendes Forældres
Hus, og da han nu hørte, at hun var her, blev han greben af en
saadan Glæde, og samtidig dermed af en saadan Beklemthed,
at han ikke kunde sige et Ord. — ,Hvordan vil jeg genfinde
hende? Mon hun er uforandret?" spurgte han sig selv. ,,Gud
véd, om Dolly har sagt Sandhed? — Ja, hvorfor skulde hun have
bundet mig noget paa Ærmet."
»Aa ja, gør mig den Tjeneste at forestille mig for ham,"
stammede han omsider, og derpaa traadte han med Fortvivlelsens
Mod ind i Salonen.
Hans Øje faldt straks paa hende, og det forekom ham, at hun
nu saa” helt anderledes ud end før. Der hvilede over hende et
Skær af undselig Blyhed, som gjorde hende aldeles uimodstaaelig.
Hun opdagede ham ogsaa straks og blevsaa glad og bevæget ved
Synet af ham, at hun var lige ved at briste i Taarer, og hendes
Sindsbevægelse var saa tydelig, at den hverken undgik ham eller
Dolly. Hun rødmede, blegnede, rødmede paa ny og ventede ham
med skælvende Læber. Han nærmede sig hende, bukkede tavst
og rakte hende Haanden. Hun hilste ham med et roligt Smil,
men den fugtige Glans i hendes Øjne og de dirrende Læber
røbede hendes Bevægelse.
,Det er lang Tid siden, vi har set hinanden," sagde hun med
fortvivlet Bestemthed.
»Ja, jeg saa" Dem da i Sommer, men De saa” maaske ikke
mig."
»Naar var det?"
»Den Morgen, De kørte fra Jærnbane-Stationen og hen til
Deres Søster i Jerguschovo," svarede Ljevin, som følte, at Glæ-
den var lige ved at tage Vejret fra ham — ,Hvor er det dog
muligt," bebrejdede han sig selv, ,at jeg nogen Sinde har kunnet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
