Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
332 Anna Karénin
at være formildet.-Hun havde tilladt sig at antyde for sin Ven-
inde, at hun burde have gjort et bedre Parti, men Kitty var da
blevet saa rasende og havde protesteret saa ivrigt imod, at Ljevin
ikke var det bedste Parti i Verden, at Grevinden havde maattet
give hende Ret. Og fra det Øjeblik hilste hun altid Ljevin med
sit mest imødekommende Smil, naar Kitty var til Stede.
Den Tilstaaelse, han skyldte Kitty, var det eneste mørke
Punkt i denne lykkelige Periode af hans Liv. Efter at have raad-
ført sig med den gamle Fyrste gav han hende den Dagbog, i
hvilken han med Tankerne rettet paa sin tilkommende Hustru
havde nedskrevet alt, hvad der tyngede hans Sind. Hvad hun
læste deri om hans Vantro og Tvivl, gjorde ikke synderlig Ind-
tryk paa hende. Skønt hun selv var troende og ikke drog nogen
af Religionens Sandheder i Tvivl, kom hun let ud over denne Del
af hans Bekendelser. Hun havde jo lært hans Hjerte at kende og
vidste, at det netop indeholdt, hvad hun ønskede; hvad brød hun
sig saa om, at han anklagede sig selv for at være Tyvivler.
Men hans anden Selvanklage fik hende til at udgyde bitre
Taarer.
Det havde kostet Ljevin en haard Kamp at overlevere hende
sin Dagbog, og han havde kun besluttet sig dertil, fordi han fandt,
at der ingen Hemmeligheder burde være imellem dem. Men dy
han gav hende den, gjorde han sig ikke rigtig Rede for, hvor
stærkt et Indtryk Læsningen af den vilde gøre paa den unge
Piges Sjæl. Det var først, da han en Eftermiddag traf hende sid-
dende ene med et forgrædt og sorgfuldt Ansigt og Bogen forar:
sig, at han forstod, hvor dyb den Afgrund var, som hans synde-
fulde Fortid havde lagt mellem ham og dette rene, uskyldige
Væsen; og han ræddeédes da over, hvad han havde gjort.
»Tag den! Tag disse forfærdelige Blade," sagde hun og skød
Dagbogen hen til ham. ,,Gid De aldrig havde givet mig den! —
Naa, maaske det alligevel er bedst saaledes," tilføjede hun for-
barmende sig over den Fortvivlelse, der afmalede sig i hans An-
sigt. — ,,Men det er rigtignok forfærdeligt."
Han sænkede Hovedet og tav, han havde intet at svare. —
»Kan De tilgive mig?" spurgte han omsider.
»Ja, jeg har tilgivet Dem; men det er skrækkeligt!"
Hun havde altsaa tilgivet ham. Fra det Øjeblik følte han end-
nu mere, hvor uværdig han var til hendes Kærlighed, og hvor
Si
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
