Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
352 Anna Karénin
straks ind paa den deltagende og lidt sentimentale Tone, som
passede til hendes Sindsstemning. Han begyndte med at spørge
hende om, hvorledes hun havde det.
»Daarligt! Meget daarligt!" svarede hun. ,Lige saa daarligt,
som jeg altid har haft det og altid vil faa det.”
»Det forekommer mig rigtignok, at du ser lidt vel mørkt paa
det hele. Du maa ryste Sorgen af dig og tage Livet, som det er.
Ja, jeg véd nok, at det er vanskeligt, men ...”
»Jeg har hørt sige, at der gives Hustruer, som elsker deres
Mænd for deres Lasters Skyld," faldt Anna ham pludselig i Ta-
len. ,Jeg hader nu min Ægtefælle for hans Dyders Skyld. Det
blotte Syn af ham virker saaledes paa mig, at jeg bliver aldeles
ude af mig selv. Hvad skal jeg dog gøre? Der var en Tid, da jeg
følte mig saa ulykkelig, at jeg troede, at det var umuligt at blive
ulykkeligere, men dette overgaar langt, alt hvad jeg har kunnet
forestille mig. Det lyder næsten utroligt: jeg véd, at han er en
god og fortræffelig Mand, og at hans Lillefinger er mere værd
end hele min Person, og dog hader jeg ham — netop fordi han
er saa højmodig. Og den eneste Udvej, jeg øjner, er ...” Hun
vilde have sagt ,,Døden”, men Stepån Arkådjevitsch lod hende
ikke tale ud.
»Du er syg og nervøs,” afbrød han hende. ,Du véd ikke selv,
i hvor høj Grad du overdriver. — ,,Alt det er slet ikke saa skræk-
keligt, som du bilder dig ind" tilføjede han smilende, og der var
noget saa godt og saa ømt i hans Smil, at det ikke saarede hen-
de, men tværtimod mildnede og beroligede hendes Smerte. Baa-
de Smilet og hans venlige Ord virkede som en lindrende Balsam
i hendes Saar.
»Nej, Stiva,” svarede hun, ,jeg er fortabt! Eller rettere talt,
jeg véd med Bestemthed, at jeg gaar den visse Undergang i Møde
— og det er næsten værre endnu. Jeg er som en Streng, der er
spændt til det yderste og skal til at springe. Enden er ikke endda,
men den kommer, og jeg føler, at den bliver skrækkelig!”
»Vist ej! Vi lirker saa smaat ved Skruen, indtil Spændingen
fortager sig. Tab blot ikke Modet. Intet er saa galt, at der jo findes
Raad derfor."
»Ja, jeg har grublet og grublet, men jeg kan ikke finde paa
Udvej. Der er kun den ene ..."
Han læste atter i hendes fortvivlede Ansigt, at den eneste
Udvej, hun kendte, var Døden, og han afbrød hende derfor igen.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
