Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Anna Karénin 363
Aarsagen til denne første huslige Scene var den, at han var
blevet en halv Time længere borte, end han havde sagt. Han
havde været henne paa den ny Avlsgaard, hvor han var bleven
opholdt. Paa Hjemvejen tænkte han kun paa hende, hendes Kær-
lighed og sin egen Lykke, og jo mere han nærmede sig Hjem-
met, desto ømmere bankede hans Hjerte. Han ilede ind i Daglig-
stuen lige saa straalende og lyksalig som den Dag, han kom for
at hente hendes Forældres Samtykke. Hun modtog ham med et
mørkt og fortørnet Ansigt, som han slet ikke kendte. Han vilde
kysse hende, men hun stødte ham tilbage.
»Hvad fejler du?" spurgte han.
»Ja, du kan sagtens være fornøjet, men jeg ..." begyndte
hun i en Tone, som hun bestræbte sig for at gøre saa rolig, is-
kold og bitter som mulig. Men næppe havde hun aabnet Mun-
den, før en hel Syndflod af vanvittige og skinsyge Bebrejdelser
strømmede ud af den, og al den taabelige Mistanke, hvormed
hun havde plaget sig selv i den sidste halve Time, som hun uaf-
brudt havde tilbragt ved Vinduet, slyngedes nu ud over hans
stakkels, syndige Hoved.
For første Gang forstod han klart, hvad der hidtil kun dunkelt
havde foresvævet ham, at hun stod ham saa uendelig nær, at han
selv ikke vidste, hvor han begyndte, og hun endte. Han mær-
kede det paa en underlig Strid eller Splittelse, der opstod i ham
selv. I det første Øjeblik følte han sig krænket og saaret, men i
det næste vægrede han sig derved, for hun og han var jo ét. Han
var til Mode omtrent som den, der, efter at have faaet et Nakke-
drag, vender sig om for at tage fat 1 Gerningsmanden og saa
opdager, at det er ham selv, der har stødt Hovedet mod en
Bjælke, og føler, at han ikke har Lov til at være vred paa nogen,
men maa bære Smerten, saa godt han kan. Dette kom aldrig
senere til at staa saa klart for ham som denne Gang. Han følte
en naturlig Trang til at retfærdiggøre sig og vise hende, at hun
havde Uret, men da han vidste, at dette kun vilde irritere hende
endnu mere og udvide Kløften imellem dem, undlod han det.
Ganske vist var det ubehageligt at lade en saadan Beskyldning
sidde paa sig, men værre var det dog at støde hende fra sig. Det
gjaldt altsaa om at være taalmodig og holde Pinen ud, og det
gjorde han, saa godt han kunde.
Freden blev snart tilvejebragt. Hun indrømmede ikke sin
Skyld, men hun indsaa den og var bagefter saa øm og mild, at
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
