Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
390 Anna Karénin
gerne jeg vil opfylde ethvert af dine Ønsker," sagde hun efter at
have hørt ham, ,,;men naar jeg nu alligevel stiller mig lidt tilbage-
høldent i denne Sag, saa er det, fordi jeg hverken kan være dig
eller Anna Arkådjevna til nogen virkelig Hjælp eller Nytte. Tro
endelig ikke, at jeg fordømmer hende. Det være langt fra mig! I
hendes Sted vilde jeg maaske have handlet akkurat som hun.
— Naa ja, det er vel bedst, at vi ikke kommer ind paa Enkelt-
heder," vedblev hun ængsteligt, da hun saa” sin Svogers mørke
Ansigt, ,men du skal dog kende mine Grunde, og jeg vil derfor
tale lige ud af Posen med dig. Du vil have, at jeg skal besøge
hende, modtage hende i mit Hus og derved hæve hende i Ver-
dens Øjne, men du maa kunne forstaa, at jeg ikke kan det. Mine
Døtre er næsten voksne, og jeg er nødt tilat levei Verden for min
Mands Skyld og kan derfor ikke bryde med den. Selv om jeg
nu altsaa besøger Anna Arkådjevna, kan jeg dog ikke modtage
hende i mit Hus, da jeg risikerer, at hun møder andre dér, som
er mere fordomsfulde end jeg. Og vilde det ikke være at saare
hende? Nej, jeg kan ikke hæve hende i Verdens Øjne, og ..."
»Ja, jeg mener dog, at hun ikke er sunket dybere end hundre-
de andre Kvinder, som du modtager i dine Saloner," afbrød
Vronskij hende endnu mørkere end før og rejste sig, da han saa”,
at Svigerindens Beslutning var uigenkaldelig.
»Alexej, du maa endelig ikke være vred paa mig. Du forstaar
vel nok, at det ikke er min Skyld, at jeg ikke kan modtage hende,"
sagde hun, idet hun saa” paa ham med et ængsteligt Smil.
»Jeg er heller ikke vred," svarede han med det samme mørke
Udtryk som før. ,,Men dette er mig ligefrem en Sorg, for det gør
Ende paa vort Venskab eller svækker det i det mindste ganske
betydeligt. Og du kan vel nok forstaa, at det heller ikke kan være
anderledes."
Og dermed gik han.
Vronskij vidste nu, at alle videre Forsøg paa andre Steder
vilde være unyttige, og at de maatte tilbringe de faa Dage, de
endnu havde at være i St. Petersborg, som i en fremmed Stad.
De maatte undgaa enhver Berøring med deres tidligere Omgang
for ikke at udsætte sig for Krænkelser og Ubehageligheder. Men
det værste var, at Karénins Navn syntes at forfølge dem overalt.
Hvem de saa talte med, kom Samtalen altid, tilsyneladende af sig
selv, ind paa Karénin, og hvor de gik hen, var de vis paa at møde
ham. Saaledes forekom det i det mindste Vronskij. Det gik ham,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
