Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
394 Anna Karénin
er det Deres Naade!" skyndte han sig at sige. ,Ja, tør jeg saa
bede Dem om at gaa op!"
Hun vilde have sagt noget, men Stemmen svigtede hende, og
hun frembragte kun nogle uartikulerede Lyde. Hun tilkastede
den gamle Mand et bønligt Blik og ilede derpaa hurtigt og let
op ad Trapperne. Kapitonitsch, som var lige ved at tabe Tøflerne
for hvert Skridt, han gjorde, løb efter hende og raabte:
»Hovmesteren er maaske ikke staaet op endnu! Det er vist
bedst, at jeg gaar i Forvejen, Deres Naade!"
Men Anna blev ved at ile op ad Trapperne uden at høre et
Ord af, hvad Kapitonitsch sagde.
»Til venstre, Deres Naade!" stønnede den gamle ganske for-
pustet. ,,Undskyld, at Trappen ikke er fejet endnu. Han ligger
ikke mere i sit gamle Værelse; han er flyttet over i Hjørnestuen.
— Vent lidt, Deres Naade, lad mig komme ind først," sagde
han, idet han smuttede forbi hende og forsvandt inden for Døren.
Et Øjeblik efter viste han sig igen og meldte, at Seroscha lige
var vaagnet.
I det samme hørte hun en Gaben derinde fra; hun vidste, at
det var Seroscha, og kunde allerede se ham for sig.
»Lad mig komme ind, lad mig komme ind, gaa blot," hvi-
skede hun og skyndte sig ind i Værelset. Det første, hun saa”, var
Seroscha, der sad oprejst i sin Seng; han bøjede sig forover,
rækkede sig og var i Færd med at ende sin Gaben. Hans Læber
lukkede sig atter til et lykkeligt, søvndrukkent Smil, og med dette
Smil sank han langsomt tilbage paa Hovedpuden.
»Seroscha," hviskede hun og gik sagte hen til Sengen. Saa
ofte hun havde tænkt paa ham med Længsel og Kærlighed i den
lange, lange Tid, hun havde været fra ham, havde hun altid fore-
stillet sig ham, saaledes som han havde været i Fireaarsalderen,
den Alder, i hvilken hun havde fundet ham allersødest. Men nu,
da hun saa” ham igen, gik det rigtig op for hende, hvor langt han
var borte fra den Alder, som hun saa gerne vilde have set ham i.
Han havde ogsaa forandret sig saa meget, siden hun rejste bort;
han var blevet større og magrere, og hun fandt, at hans Ansigt
var blevet længere end før, men det laa maaske i, at de havde
klippet hans Haar saa tæt. Ja, han havde forandret sig meget;
men det var dog ham: baade Hovedets Form, Smilet om Læber-
ne, Halsens og Skuldrenes fine Linier — alt det var som før.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
