Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
476 Anna Karénin
nogen Tid ubevægelig, indtil Virkningerne var indtraadte, og gik
derpaa med et roligt og fornøjet Ansigt ind i Soveværelset.
Vronskij betragtede hende opmærksomt for at læse i hendes
Ansigt, hvad hun havde talt med Dolly om, men han saa” ikke
andet i hendes uudgrundelige Træk end Bevidstheden om hen-
des Skønheds uimodstaaelige Magt og Ønsket om at behage ham.
Han haabede da, at hun uopfordret vilde fortælle ham alt, men
hun sagde blot:
»Det glæder mig, at du synes saa godt om Dolly — for det
gør du jo, ikke sandt?"
»Jo; men det er jo ikke første Gang, jeg ser hende. Hun er
sjælden god og elskværdig, mais excessivement terre å terre. For
Resten er jeg overordentlig glad over, at hun kom herud."
Han tog Annas Haand og saa” hende spørgende ind i Øjnene,
men hun smilede blot og lod, som om hun ikke forstod hans
Spørgsmaal.
Næste Morgen bad de begge indstændigt Dolly om at blive,
men hun holdt trolig fast ved sin engang tagne Beslutning og
erklærede bestemt, at hun vilde tage hjem til Børnene. Saa gik
der Bud ned til Ljevins Kusk, og lidt efter rullede den gamle
lappede Kaleche frem foran Huset.
Afskeden var kølig paa begge Sider. Kun Anna var bedrøvet,
for hun vidste, at de Følelser, Dolly havde vakt hos hende — og
hvor smerteligt de end havde berørt hende, udgjorde de dog den
bedste Del af hendes Jeg — ikke vilde blive kaldt til Live igen,
naar hendes Veninde først var rejst. De vilde, følte hun med
Sorg, lidt efter lidt gaa til Grunde under de Forhold, hun le-
vede i.
Da Vognen var kommet ud paa Vejen, trak Dolly atter Vejret
frit, Nysgerrig efter at faa at vide, hvordan Folkene havde be-
fundet sig, skulde hun netop til at spørge derom, da Kusken i det
samme vendte sig om mod hende og sagde:
»Ja, rige er de, det er sikkert nok; men de har dog kun Raad
til at give tre Maal Havre til fire Heste. Dyrene stod og bed i de
tomme Krybber. Hvad vil de spare saadan paa Havren for? Den
er billig nok for Tiden. Hjemme hos os giver vi altid, hvad
Hestene kan æde."
»Det er en gerrig Herre, det mærker man straks," istem-
mede Skriveren.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
