Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Anna Karénin 487
havde saa ondt ved at finde sig til Rette i Moskvå, maatte hun
dog indrømme, at Livet her ikke passede for ham. Hvad skulde
han egentlig tage sig for? Kortspil hadede han som Pesten, i
Klubben kom han aldrig, og Omgangen med den Slags lystige
Fyre som Stepån Arkådjevitsch, der svirede hver eneste Aften
og bagefter kunde falde paa at gaa de forfærdeligste Steder hen,
havde Gud være lovet ingen Tiltrækning for ham. Selskabslivet
laa heller ikke for ham; han brød sig ikke om at være sammen
med smukke unge Damer, og paa en vis Maade glædede det
hende, at han havde saa daarlig en Smag. Saa var han altsaa hen-
vist til at sidde hjemme og tale med hende, Moderen og Dolly.
Men hvor morsomme og underholdende hun end selv fandt disse
fortrolige Samtaler, kunde hun dog saa godt forstaa, at de i Læng-
den trættede ham, Hvad i Alverden skulde han da bestille? Ja,
han kunde skrive videre paa sit landøkonomiske Værk. Det havde
han ogsaa prøvet paa, men opgivet det igen. For, som han sagde,
dette Driverliv gjorde ham det umuligt at tage rigtig fat paa
noget som helst.
En Fordel var der dog ved Livet her: de skændtes aldrig
mere som i gamle Dage. Om det nu laa i, at de begge var blevet
fornuftigere, eller i andre Grunde, nok er det, at de ikke en
eneste Gang fandt Anledning til at plage hinanden med Skinsyge.
Ja, der skete endogsaa det Vidunder, at Kitty traf sammen med
Vronskij, uden at Ljevin kom i Harnisk derover.
Kittys Gudmoder, den gamle Fyrstinde Marie Borisovna, der
selv aldrig gik ud, havde længe bedt hende om at besøge sig.
Skønt Kitty paa Grund af sin Tilstand ellers aldrig viste sig
nogen Steder, gjorde hun dog en Undtagelse her og kørte med
sin Fader hen til den gamle Dame. Saa snart hun traadte ind,
mødte hendes Øjne Vronskij. Ved Synet af hans kendte Træk,
som hun nu ikke havde set i saa lang Tid, strømmede alt Blodet
hende til Hjertet, og hun mærkede selv, at hun blev blussend2
rød. Men det var ogsaa det eneste, hun havde at bebrejde sig,
for i næste Øjeblik var hun fuldstændig rolig igen. Den gamle
Fyrste havde for at hjælpe hende straks kastet sig over Vronskij
og indviklet ham i en livlig Samtale. Men han havde ikke be-
høvet det, for hun mærkede, at hun selv kunde have talt saa
frit og ugenert med Greven, at selv Ljevin, hvis han havde været
til Stede — og det forekom hende, at hans Aand svævede usyn-
ligt herinde — ikke vilde have haft det ringeste at udsætte paa
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
