Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Anna Karénin 497
Pige og sørger ikke alene fuldstændig for hende, men ogsaa for
hele Familien."
»Hun har vel slaaet sig paa Filantropien."
»Du skal da ogsaa have noget at udsætte paa alt. Nej, her har
hun simpelt hen fulgt sit Hjertes Trang. Vronskij havde en Træ-
ner, en Mester i sit Fag, men en uforbederlig Drukkenbolt. En
skønne Dag fik Fyren Delirium, og saa stod hele Familien paa
Gaden. Saa traadte hun til og tog sig af Konen og Børnene,
og nu støtter hun dem ikke alene med Penge, men har endogsaa
taget Datteren til sig som sit eget Barn og forbereder selv Dren-
gen til Gymnasiet."
I det samme standsede Vognen, Stepån Arkådjevitsch rin-
gede, som om han vilde rive Klokkestrengen ned, og ilede forbi
Tjeneren uden at spørge ham, om Anna tog imod. Ljevin be-
gyndte at nære Tviyl, om det ogsaa var rigtigt af ham, at han
var taget med. Da han saa’ sig i Spejlet, opdagede han, at han
var blussende rød i Hovedet, men da han følte, at han ikke hav-
de drukket for meget, endte det med, at han skyndte sig op ad
Trappen efter Stiva. Ovenpaa modtoges de af en anden Tjener,
som meldte dem, at Fruen for Øjeblikket var i Grevens Kabinet,
og at Hr, Vorkujev sad inde hos hende.
De gik først gennem en lille træpaneleret Spisestue og kom
saa ind i et halvmørkt Kabinet, der oplystes svagt af en Lampe
med farvet Skærm. Paa Væggen foran et Metalspejl brændte en
anden Lampe, som kastede et klart Skær hen over et Damepor-
træt i Legemsstørrelse. Det var et Billede af Anna, malet i Ita-
lien. Medens Stiva gik hen til sin Søster, fordybede Ljevin sig i
den Grad i Beskuelsen af Maleriet, at han fuldstændig glemte,
hvor han var, og ikke engang hørte, at der blev talt i Stuen. Var
det virkelig et Billede, han stod og saa’ paa? Nej, denne Skik-
kelse med de sorte Lokker, den dejlige Hals, det tankefulde Smil
om Læberne og de straalende Øjne, som sendte ham et saa ømt
og bedaarende Blik, at han var lige ved at gaa fra Sans og Sam-
ling, maatte være levende. Og dog — hvor var det muligt? En
saadan Skønhed eksisterede ikke i Virkeligheden.
»Det glæder mig meget at se Dem," hørte han pludselig en
Stemme sige i Nærheden af sig. Det var Anna, der havde siddet
henne i Vinduesfordybningen med Vorkujev og nu nærmede sig
for at hilse paa ham.
Til Trods for den dæmpede Belysning saa” Ljevin straks, at
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
