Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Anna Karénin 513
denne Mellemting af et Hyl, et Skrig og en Stønnen og spurgte
sig selv, om det virkelig ogsaa var Kitty, der udstødte denne
skrækkelige Lyd. Han havde allerede for længe siden ophørt at
glæde sig til Barnet. Nu hadede han det. Han ønskede ikke en-
gang mere, at Kitty skulde leve — han ønskede blot, at hun sna-
rest maatte blive befriet for sine Lidelser.
»Doktor! Doktor! Hvad er dette! Aa Gud!" stønnede han
og strakte sin Haand ud mod Lægen, da denne aabnede Døren
for at gaa ind i Søvekammeret.
»Det er snart forbi," svarede Peter Dimitritsch saa alvorligt,
at Ljevin forstod det, som om han sagde: ,,Om et Øjeblik er
hun død."
Aldeles ude af sig selv ilede han atter ind i Sovekammeret.
Jordemoderen saa’ endnu alvorligere og mørkere ud end for et
Øjeblik siden. Kittys Ansigt var saa fordrejet, at det var aldeles
ukendeligt, og hendes Skrig var saa forfærdelige, at det gik ham
gennem Marv og Ben. Han faldt med Hovedet ned mod Senge-
kanten, og det forekom ham, at hans Hjerte brast. Skriget blev
mere og mere grufuldt og uhyggeligt og fyldte ham med en
unævnelig Rædsel. Med ét standsede det. Han vilde ikke tro
sine egne Øren! Jo, det var virkelig standset, og han hørte nu
kun en sagte, urolig Mumlen, en travl llen frem og tilbage og
en svag, men lykkelig Stemme, der hviskede til ham: ,Det er
overstaaet."
Han løftede Hovedet: Dér laa hun foran ham stille og for-
klaret med Hænderne hvilende magtesløst paa Tæppet, hun saa"
hen paa ham og forsøgte at smile.
Og pludselig følte Ljevin sig henflyttet fra den forfærdelige
og hemmelighedsfulde Verden, han i de sidste 22 Timer havde
levet i, til Virkeligheden, der nu forekom ham saa lys og lykke-
lig, at den næsten blændede ham. Han græd, nej hulkede af
Glæde, og det saa voldsomt, at hele hans Legeme rystede, og han
længe ikke kunde sige et Ord. Endnu stadig paa Knæ foran
Sengen førte han sin Hustrus Haand op til Læberne, kyssede den
og mærkede det svage Tryk af hendes Fingre.
Henne ved Fodenden af Sengen, mellem Jordemoderens er-
farne Hænder, begyndte imidlertid Livsluen at blusse op i et lille
menneskeligt Væsen, der traadte ind i Verden med den fulde Ret
til Livet og Tilværelsen og bærende Bestemmelsen i sig at frem-
bringe andre Væsener, der lignede det selv.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
